Det er over fem år siden, at vi sidst fik et album fra Kesi, men nu er ventetiden snart forbi. For rapperen har netop bekræftet på Instagram, at hans næste album ‘BO4L’ lander allerede nu på fredag.
Albummet bliver Kesis første siden ‘Barn af byen’, og hans første længere udgivelse siden ‘888’-ep’en fra sidste år. Derudover har rapperen selvfølgelig også udgivet singler i en strid strøm. Den seneste af dem, det livsbekræftende sommerhit ‘Tilbage’, vil også være at finde på ‘BO4L’.
Kesi har samtidig også postet en form for trailer for albummet, hvor vi ser både nye og gamle klip, hvor han blandt andet fortæller, at B.O.C. ikke bare er et crew, men »familie og forretning«. Det bør ikke overraske garvede fans af Nørrebro-rapperen, for han kaldte jo allerede sit debutalbum fra 2012 for ‘Bomber Over Centrum’ – altså B.O.C..