De seneste uger har der udspillet sig en bizar sag mellem Megan Thee Stallion og Tory Lanez, hvor førstnævnte hævder at være blevet skudt af sidstnævnte.
Sagen tog en ny drejning i slutningen af sidste uge, da Lanez blev officielt sigtet for at have skudt Megan Thee Stallion. Han kan stå til over 20 års fængsel.
Den canadiske rapper har indtil nu hævdet sin uskyld, og han har blandt andet udgivet et helt album (‘Daystar’) om skandalen. Senest har han udtalt sig om de nye anklager via Twitter.
»Tiden vil vise«, skriver han ved hjælp af emojis. »Sandheden vil komme frem i lyset. Jeg tror på, at Gud vil vise det. Kærlighed til alle mine fans og dem, der har været ægte og vist mig deres hjerte. En anklage er ikke en dom«.
Med andre ord: Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Tory Lanez har altså ikke tænkt sig at opgive kampen om at rense sit navn lige foreløbig. Sagaen forsætter.