Der er i øjeblikket langt mellem de musikalske snaps på den internationale musikscene, hvor covid-19 ikke kun har sat en stopper for alt, hvad der hedder turnéer, men også har skabt tørke på udgivelsesfronten.
Hjemme i Danmark har musikerne til gengæld trodset pandemien og slipper fortsat massevis af ny musik. Især rapperne er aktive som aldrig før.
I dag er der således landet ikke mindre end otte stærke nye sange fra danske hiphopartister, og der er tale om alt fra Drake-inspireret r’n’b-rap til et nummer, der er lavet med rockbandet Barselona.
Niveauet er højt hele vejen igennem, men vi har forsøgt at rangere de nye udgivelser – fra de solide til de virkelig stærke.
8. Føl Som ‘Brænder ud’
KarriereKanonen-vinderne lever op til deres navn. Duoen stiller deres følelser fuldt til skue på næsten emorap-agtig vis, når frontmand Emmanuel Matongo synger om sit brændende hjerte over producer Frederik Reeses anderledes lethjertede produktion.
7. Pay feat. Stepz ‘Stack It Up’
Det er måske ikke det mest fredagsfestlige i verden at blive mindet om, at »vi skal dø, din idiot« af gaderapperne Pay og Stepz – men det er fandme hårdt.
6. Shooter Gang ‘Henny & Weed’
Aarhus-trioen slog igennem med hårdtslående drillsange som ‘Mask på’ og ‘Sinaloa stil’, men har siden vist sig at være en flersidig størrelse. Her prøver de kræfter med poplænende gangstarap a la 50 Cent.
5. Maurice ‘Yeppah’
»Jeg kommer med en VARM energi«, lover Maurice i omkvædet på sin nye single, og han lyver ikke: ‘Yeppah’ sprudler af overskud på samme måde som Icekiids ‘ErruDumEllaHvad’, mens Maurices flows nikker til UK-stjernen J Hus.
4. RoseGold feat. Noah Carter ‘Special’
Der er gedigne Drake-vibes på den her afdæmpede, melankolske kærlighedssang. Hør den, mens du kigger ud af din frostkolde rude og drømmer om »someone special«.
3. Young Juu feat. Iswaal ‘Tripper’
Iswaal-medlemmet Young Juu har sådan en magnetisk karisma, man ikke kan undgå at blive fascineret af. ‘Tripper’ er måske ikke helt så stærk som det fantastiske gennembrudshit ‘Kender ham godt’, men endnu en catchy poprap-sang, der antyder et stort potentiale.
2. Jamaika ‘Buffalo Soldier’
Jamaika er lidt af et enigma. Han ryger ind og ud af fængsel, og sidder for tiden fængslet i forbindelse med et knivstikkeri. Men samtidig formår han at skabe gnistrende smukke numre som ‘Buffalo Soldier’, der er titelsangen til den nye Xee-serie ‘2 døgn’.
1. Artigeardit x Barselona ‘Stå op gå ned’
Artigeardit har før bevist, at han kan synge duet med Medina og lave hård gaderap med Carmon. Men at kaste sig ud i en episk rockrap-sang med duoen Barselona er rapperens modigste – og mest vellykkede – træk indtil videre.