Freddie Gibbs og The Alchemist stod bag et af sidste års skarpeste hiphopalbums i form af ‘Alfredo’, der da også fik en nominering til søndagens Grammy Awards (prisen gik dog til Nas’ ‘King’s Disease’).
I weekenden fejrede Gibbs og Alchemist nomineringen som gæster i Jimmy Fallons ‘The Tonight Show’, og sjældent har en musikalsk talkshow-optræden været så cool.
I stedet for talkshowets sædvanlige scenografi, havde rapper-producer-makkerparret fået pyntet scenen op som en italiensk restaurant ved navn Alfredo’s, hvilket jo passer umanerligt godt til 2020-albummets artwork og dertilhørende ‘The Godfather’-vibes.
Her sidder Gibbs så til bords ved den rødternede dug og fremfører sangen ‘Scottie Beam’, mens Alchemist og en samling venner hygger sig gevaldigt, skåler og spiser den pastaret, som albummet er navngivet efter
Se videoen herunder.