Freddie Gibbs & The Alchemist følger en simpel hiphop-opskrift på ‘Alfredo’ – det smager fantastisk
»Check, check«.
Både lyrikeren Freddie Gibbs og produceren The Alchemist har efterhånden været vidt omkring i hiphopbranchen, og nu mødes de i deres første rendyrkede fællesprojekt, ‘Alfredo’.
Albummet er produktet af to klassiske hiphophåndværkere, der kan deres kram og cementerer det med et grundsolidt fundament. Som en perfekt opskrift på pasta Alfredo, der i sin enkelthed og fylde både mætter og giver appetit.
The Alchemists sample-baserede beats bevæger sig langsomt og roterende, kun sjældent afbrudt af små skrigende udbrud eller korte humørskift. De langsomme tempofald mellem hvert nummer lyder som en rejsegrammofon, der bliver trukket op med håndsving, mens de forskellige lydflader lappes sammen til ét langt klæde, der dækker albummets 35 minutter og opfordrer til at starte spinderiet forfra igen og igen.
Det sammenhængende lydbillede gør lytningen til en helhedsoplevelse, og de varme, tilbagetrukne stemninger giver rigeligt plads til det enorme tekniske niveau fra Freddie Gibbs, der endnu engang selvkroner sig som Midtvestens konge af flows.
Freddie Gibbs’ hook på ‘God Is Perfect’ udgør et af albummets højdepunkter, når han i sine spring mellem en lyst knækket stemme og en luftig hæshed sender sine hilsener til Allah og med magt demonstrerer, hvor langt man kan komme på et solidt flow: »Microphone check, one, two, mic checka / still pack that bladadah, Subhan’Allah, I pray to Mecca«. Gennem hele nummeret skifter Gibbs tempo og rytme på imponerende vis over et enkelt beat, og det er et perfekt eksempel på, hvor godt den simple opskrift fungerer for The Alchemist og Gibbs.
Guitaren på åbningsnummeret ‘1985’ føles som at køre langsomt ud ad landevejen med taget rullet ned og vinden mod solbrilleglasset, og Gibbs lægger sig i kølvandet af Michael Jordan og Chicago Bulls’ famøse »cocaine circus« fra 1985 i sin rap om stoffer og bandeskyderier.
Herfra flyder lyden vidt omkring med svævende soulsamples fra 70’erne på ‘Babies & Fools’, stikkende og ustemte gysertoner på den hårde ‘Frank Lucas’ og piblende fraseringer fra en jazzguitar på ‘Skinny Suge’ – det hele giver albummet alsidighed uden at stjæle fokus fra de bærende raprytmer. Og selv om størstedelen af teksterne med gadetematikker om stoffer, bandeliv og damer følger kokainkaravanen, stikker lyrikken også dybere flere steder.
På ‘Scottie Beam’ rammer åbningslinjerne med en skrigende aktualitet i det land, som både duoen og hiphopkulturen i det hele taget er rundet af: »Yeah, the revolution is the genocide / look, your execution will be televised«. Det politiske udbrud blandt de ellers flexende rapklicheer klæder det klassiske udtryk, der følger albummet, og tyngden følger også med, når Gibbs på ‘Something to Rap About’ rapper om stofmisbrug og sine skuffelser i musikindustrien.
Samtidig viser Gibbs også sin humor, når han på ‘Baby $hit’ blander pusherlivet med farmandlivet i linjerne »I’m cooking dope and cleaning baby shit«, eller når han med nærmest Kanye West’sk plathed og et underlæggende orgelbeat overrasker konen (din) på ‘All Glass’: »Bitch, I’m in this shit, like Burberry shirts at baby showers / shot these kids on her face, give yo’ wifey a baby shower«.
‘Alfredo’ er hverken et alsidigt eller nyskabende værk, men det bringer det bedste frem i de to kokke. Og så er der altså også gæster, der løfter retten.
Som når Rick Ross’ på ‘Scottie Beam’ overtager fra Gibbs med sin enorme stemme og linjer om damer og superhelte. Og ikke mindst når Tyler, The Creator på ‘Something to Rap About’ bryder ind i nummeret helt laissez faire med et (selvfølgelig velfungerende) one-take vers, der får ham til at udtale den græske ø Mykonos forkert i slutningen af nummeret.
Altså, det sidste krydderi i en god opskrift.
Kort sagt:
Gæsterne på ‘Alfredo’ tilføjer de sidste krydderier til et album, der bringer det bedste frem i rapperen Gibbs og produceren Alchemist.