Det kan godt være, at Kanye Wests liv har været lidt kaotisk de seneste år, hvor hans musikudgivelser har været af svingende kvalitet, og hvor rapperens private deroute er kulmineret i en skilsmisse fra konen Kim Kardashian. Men på den økonomiske front går det bedre end nogensinde før.
For Kanye, der så sent som i 2016 hævdede at være gældsat for mange millioner, har nu en formue på 6,6 milliarder dollar. Det rapporterer forretningskanalen Bloomberg.
Det er Kanye Wests tøj- og skomærker, samt de aftaler han har lavet med Adidas og Gap, der udgør størstedelen af formuen. Skovirksomheden Yeezy har således, ifølge Bloomberg, en værdi på 3,2 milliarder dollar, mens tøjafdelingen er 4,7 milliarder værd.
De succesfulde forretninger har altså gjort, at Kanye nu er omkring 40 milliarder danske kroner værd. Utroligt nok, for det er under et år siden, at rapperen for første gang fik stemplet dollarmilliardær af forretningsmagasinet Forbes. Siden da er formuen altså blevet over seks gange større.