Jamaika og Miklo har været to af de seneste års mest lovende nye hiphopstemmer, men begge har samtidig flere fængselsdomme på samvittigheden, og begge er i øjeblikket i fængsel.
Jamaika blev i april dømt til forvaring på ubestemt tid efter et knivoverfald, mens Miklo for tiden er fængslet af ukendte årsager. Nu har sidstnævnte (eller dem der rent faktisk styrer hans Instagram) postet et håndskrevet brev, hvor Miklo hylder Jamaika.
»Ligegyldig udfaldet (af Jamaikas ankesag i landsretten, red.) har han nået legende status, vi skal lede længe for at finde sådan en stemme«, lyder det blandt andet i brevet, hvor Miklo også tildeler rapperen en (opfunden) pris for omkvædet på sangen ‘Nascar’. De to rappere har tidligere samarbejdet på sangen ‘Lunatic’.
Selv om Miklo altså er fængslet, er der fortsat udkommet ny musik. Senest har han udgivet ‘Shotta’ med Luqa Dhere samt ‘Diamant’ med de svenske artister Martin René, Mwuana og Jaqe.