I 2019 fik Suspekt noget af et sommerhit med en sang, der handlede om »patter så flotte, de var ved at eksplodere« (‘Gonzo’). Nu prøver de at gentage succesen med endnu en sexsang, der muligvis er karrierens mest beskidte.
‘Popo (lad mig se den igen)’ er nemlig en ekstremt ucensureret hyldest til store røve og analsex.
Den første linje, man hører på nummeret, er Orgi-E’s »en stor røv er min bedste ven«, og der går ikke længe, før Bai-D fyrer op for denne lumre invitation: »Dig og mig, min pik og min nosser i dit hul / dig og mig, kom vi laver porno i din mund«.
Det er altså en bevidst beskidt sexsang, Albertslund-gruppen har leveret. Der er en del glimt i øjet og væsentlig mindre alvor end på deres seneste album ‘Sindssyge ting’.
Men nogle gange skal man jo også bare have lov til at have det sjovt. Og det har Suspekt altså ved at lave en sang om »det tredjebedste hul«, som Orgi-E formulerer det.