1. Muna feat. Phoebe Bridgers ‘Silk Chiffon’
Der er efterhånden ret godt gang i Phoebe Bridgers’ pladeselskab Saddest Factory Records, og Bridgers selv er heldigvis glad for at gæste de signede kunstneres sange. Poprocktrioen Muna har lige sluttet sig til selskabet, og deres første track i Saddest Factory-regi er (trods selskabets navn) en rigtig lyksalig kærlighedssang, hvis forelskede collegestemning er ret så smittende.
2. Dayyani ‘My Shit’
Du kender (måske) Dayyani som livemedlem hos Ganger, men enhver fan af stabil popmusik bør give hendes solokarriere et lyt. Hendes nye single er en ode til at holde hovedet koldt i en hektisk musikbranche, og det sker til tonerne af electropop, når det er skåret allerskarpest.
3. Radiohead ‘If You Say the Word’
Det er ikke for ingenting, at Radiohead er blevet et af verdens mest roste bands. For selv det materiale, de skærer fra, er virkelig smukt. Denne melankolske sag er fra de sessions, der kulminerede i albummene ‘Kid A’ og ‘Amnesiac’, og der er mere fra samme skuffe, når de 5. november udgiver outtake-opsamlingen ‘Kid Amnasiae’.
4. Gorgeous ‘Divine’
Hvis man var på københavnske Journey Fest sidste uge, kunne man som det allerførste opleve en debutkoncert fra duoen Gorgeous. Den stod på støvet, stemningsfuld indie-country, og som et af højdepunkterne spillede de debutsinglen ‘Divine’, der er et pragteksempel på, hvad deres lyd kan.
5. Hyd ‘No Shadow’
Måske husker du popfænomenet QT, der var en af de mest markante skikkelser på pladeselskabet PC Music, da det oprindeligt havde fremgang. QT var dog blot et alter ego for kunstneren Hayden Dunham, skabt i samarbejde med Sophie og A. G. Cook. Det var sågar ikke engang Dunham selv der sang!
Det gør hun nu under navnet Hyd, og hendes første single under dette navn er en dejlig æterisk autocroon-popsjæler.
6. Illuminati Hotties ‘Threatening Each Other re: Capitalism’
Der er altid plads til en musikalsk dissektion af kapitalismen, og det kan være let at nikke genkendende til det dystopiske portræt på den nye sang fra indierockgruppen Illuminati Hotties, der vil være at finde på albummet ‘Let Me Do One More’, når det lander 1. oktober.
7. Jeuru feat. NikkiH2OP ‘No Time to Weep’
Jeuru har på dette stykke soultronica slået sig sammen med When Saints Go Machine-sanger Nikolaj Vonsild – der dog her optræder under aliasset NikkiH2OP, som han bruger i den eksperimenterende gruppe H2OP (tidligere kendt som KhalilH2OP).
Fusionen mellem de to stemmer fungerer upåklageligt, og det er ligeledes rart at høre Jeuru atter bevæge sig i en mere elektronisk retning.
8. Amyl and the Sniffers ‘Hertz’
Punkbandet Amyl and the Sniffers har netop udgivet deres andet album, ‘Comfort to Me’. Kort inden udgav de singlen ‘Hertz’, der er et desperationsskrig efter tiltrængte kærlighedserklæringer, leveret overbevisende af forsanger Amy Taylor.
9. Ydegirl ‘Valley Song’
Den københavnske artpopkunstner Ydegirl er på vej med sit debutalbum, men inden da deler hun denne stærke sang om fremmedgørelse på både et fysisk, mentalt og tidsligt plan. Den melankolske atmosfære bliver blandt andet skabt af Ydegirls medrivende vokal og Baby In Vain-guitarist Lola Hammerichs spacy atmosfære på spaden.
10. Low ‘White Horses’
Indierockveteranerne fortsætter deres affære med elektroniske toner på deres spritnye pragtværk ‘Hey What’, der er så rigt på stærke stunder, at det er svært at udpege ét højdepunkt. Men det er altså ikke til at løbe fra, at særligt åbneren ‘White Horses’ sætter albummets livsbekræftende stemning virkelig effektivt.