Selma Judiths inderligt vrede artpop – og fire andre skarpe koncerter til weekendens Journey Fest

Over weekenden inviterede promoter- og booking-agenturet smash!bang!pow! til Journey Fest på Copenhagen Distillery. Vores udsendte skribent, Kjartan F. Stolberg, skriver om de koncerter, der gjorde størst indtryk.
Selma Judiths inderligt vrede artpop – og fire andre skarpe koncerter til weekendens Journey Fest
Selma Judith på Journey Fest. (Foto: Ingerlise Øllgaard)

Festivalerne er for alvor tilbage. Der har den seneste måneds tid været ØreSound, Uhørt, Karrusel, og denne forgangne weekend har der både været Tilbage til Live, Hej Søster Fest, Tomorrow Festival og Journey Fest. Pyha!

Jeg var med til sidstnævnte hos Copenhagen Distillery, der på tværs af fredag og lørdag præsenterede et tætpakket program med i alt 16 navne på tværs af to scener.

Festivalen var præsenteret af promoter- og booking-agenturet smash!bang!pow!, og det kunne i høj grad mærkes, at det var et bookingbureau, der stod bag lineuppet. Der var nemlig veletablerede darlings som Chinah, Iceage og Erika De Casier øverst på plakaten, mens de blomstrende nye navne også fyldte meget i lineuppet – endda i bedste spilletid.

Næstsidste navn fredag var således Eee Gee, der kun har udgivet tre sange indtil videre, og næstsidste navn lørdag var de spirende poprockere i Prisma, der har to ep’er ude. Så mens de etablerede navne fungerede som lokkemad, var programmet organiseret sådan, at mange af de mindre navne fik optrædener i bedste spilletid.

Så på mange måder var Journey Fest en showcase-festival. Og de koncerter fra festivalen, der fortsat sidder mest i min krop, er derfor ikke de mest fejlfri eller de mest professionelle. Men rettere dem, der var lidt mere risikable og uortodokse.

Jeg har valgt at fremhæve fem af denne slags højdepunkter, der gjorde særligt stort indtryk under festivalen. Men inden da vil jeg lige fremhæve tre navne, der også imponerede gevaldigt, men på mere konventionel maner.

Først vil jeg fremhæve, at Communions havde sammensat en stærk lille rock-bouillonterning af et festivalset, der fremviste det mest potente og affektive fra deres ellers massive seneste album. Erika de Casier fik trods sit simple setup startet en storartet fest med sine underspillede electronica-r’n’b-bangers fra ‘Sensational’. Og Iceage fik endelig transformeret ‘Seek Shelter’-sangene til liveudgaver, der besad samme nerve og rigdom i lyden som studieudgaverne.

Men hvis der er fem Journey-koncerter, jeg sent vil glemme, bliver det nedenstående.

1. Selma Judiths inderligt vrede artpop

Med sit helt nye debutalbum ‘Getting Angry Baby’ markerede Selma Judith sig for alvor som en del af dansk musiks a-liste.

Jeg har set Judith et par gange før, men aldrig før med så stort et band, som hun havde med sig her. Der var virkelig lagt i kakkelovnen til, at hvert eneste nummer kunne folde sig majestætisk ud, mens Judiths inderligt vrede vokal emmede af både katarsis og frustration. I de smukkeste momenter ramte hun på perfekt vis en fornemmelse af, at musikken ikke kunne gøre situationen mindre håbløs, men at det alligevel var hendes bedste værktøj til at kunne konfrontere sine følelser.

Koncerten var én af to ellers medrivende optrædener, der var præget af lidt lange overgange mellem numrene. Det var så opvejet af, hvor formidabelt hvert eneste nummer lød, og Judith var god til at underholde mellem sangene, hvor hun kastede sig ud i godt med selvforklejnende humor, der fornemt balancerede mellem at være morsom og udforske de samme personlige usikkerheder, der præger hendes sangskrivning.

Uanset om hun sad med sin harpe, eller om hun stod med en mikrofon i sin hånd og et insisterende blik, var Judith en fængslende performer, der med overbevisende indlevelse og patos formåede at give mig en klump i halsen adskillige gange.

Hvilket bestemt ikke kun skyldtes hendes vokal – for de fyldige arrangementer tjente absolut også stemningerne effektivt. Selv hvis man har set Judith før, er hun absolut et must-see igen, nu hvor hun har et album og et stort band i ryggen.

Chinah på Journey Fest. (Foto: Ingerlise Øllgaard)

2. Chinahs kølige elektroniske toner

Hvis man dog ikke skulle være til Selma Judiths meget ekspressive toner, serverede Chinah en smuk antitese.

Chinah står ligeledes bag et af de bedste danske 2021-album, og ligesom med Judith er der tale om artpop med rødder i r’n’b, men dels er Chinah mere elektronisk, og dels er deres stil mere distanceret. På afstand kan deres følelsesmæssigt underspillede musik nærmest føles følelseskold, men der er altid nogle store følelser, der lurer under overfladen. Og det er netop det, Chinah udnyttede under deres optræden.

Trioens koncert var meget stramt koreograferet. Ikke at der var bestemte, komplekse dansebevægelser, der skulle koordineres, men rettere bestemte steder, hvor bandet skulle sidde eller stå på bestemte tidspunkter i setlisten. I den forbindelse havde de medbragt et par stenkulisser, der var med til at give festivalens udendørsscene noget personlighed. Den tydeligt gennemtænkte koreografi gjorde, at man som publikum tit blev inviteret til helt fysisk at sætte sig i musikernes (og navnligt forsanger Fine Glindvads) sted.

Det mest fascinerende var dog bare hvor kanongodt det hele kørte på skinner. Lyden var lige så imponerende som på deres seneste album, og sangene var organiseret helt perfekt, så de gav fænomenalt dynamisk modspil til hinanden.

Til at starte med troede jeg faktisk, at de blot ville spille ‘Feels Like Forever’ i sin helhed (idet setlisten startede med de første par numre derfra i rækkefølge), men de formåede gnidningsfrit at krydre koncerten med numre fra bagkataloget, så de altid havde et nummer klar, der passede til den stemning, det foregående nummer var ved at lægge op til. Det var en massivt tilfredsstillende rejse gennem Chinah-kataloget.

3. Velvet Volume er pludselig blevet et blueset artrockband

Da Velvet Volume dukkede op for seks år siden, stod den på højlydt rockmusik med fart over feltet, og de selverklærede inspirationskilder var blandt andre Lenny Kravitz og The Runaways.

Den stil har de så småt lagt på hylden. Dels var der elementer af nogle nye boller på suppen, da de udgav albumtoeren ‘Ego’s Need’, og den oprindelige lyd syntes helt at blive lagt i graven med deres nylige melankolske single ‘In the End’.

Og hvis man lige skulle være i tvivl om, at de har skiftet stil, slog de det godt og grundigt fast på Journey Fest, hvor de blandt andet oplyste, at de aldrig nogensinde ville spille noget fra ‘Ego’s Need’ live igen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I stedet præsenterede de et hav af nye sange, der klingede langt mere af artrockgrupper som The Velvet Underground, Television og The Modern Lovers. Dertil havde de (i hvert fald live) udvidet besætningen med både en guitarist/keyboardist og den anerkendte jazzdarling Oilly Wallace på saxofon.

Det er et skift, der klædte dem utroligt godt. Naomi Lachmis luftige, drømmende vokal står markant bedre over denne mere indadskuende lyd, og Noa Lachmis mere animerede stemmefraseringer står især stærkere, når de bruges i et univers som dette, der giver plads til mere gakkede, lettere eksperimenterende eller støjende udskejelser.

Og så var der stadig smæk på, trods genreskiftet. Især Noas guitarspil sørgede for nogle dejligt larmende, fræsende og ofte ret blusede klange.

Ligesom Selma Judiths koncert gik overgangene mellem numrene ikke videre smooth – det er tydeligt, at de er i gang med at prøve noget nyt af. Men så længe de spillede, var det klart, at de kunne deres kram.

4. Prismas festligt fortryllende aftenmelankoli

Et af problemerne med at placere etablerede navne side om side med de mere friske er, at førstnævnte jo har erfaringen på deres side. Men netop derfor er det så meget desto mere imponerende, når et nyt navn kan imponere i lige så høj grad, som Prisma gjorde.

Prisma er en ung duo bestående af søstrene Frida og Sirid Møl Kristensen på henholdsvis guitar og bas, og med sig på scenen havde de yderligere en trommeslager og en keyboardist – og et fremragende lysshow, der løftede musikken til nye højder.

Prisma har en rigtig atmosfærisk, melankolsk rocklyd med dejligt meget rumklang. Det blander de med et formidabelt øre for catchy, ofte ret energiske melodier, hvilket på de bedste numre er et dejligt umage match. Det giver en dejligt støvet, men også meget tilgængelig lyd, der (ikke uden grund) har affødt en masse sammenligninger med The Raveonettes.

Der blev danset ihærdigt til søstrenes pulserende indierocktoner, der i en livesetting satte sig ekstra meget i kroppen. Muligvis var det den mest festlige koncert på festivalen af den årsag. Men samtidig var søstrenes harmoniserende vokaler også fyldt af en desperation, der var så gennemtrængende, at det kunne blive gåsehudsfremkaldende. Harmonierne er flotte på album, men live var de så nærværende, at det var som at høre alle sangene igen for første gang.

5. Dungens jammende afslutning

Jeg ved ikke helt, hvad der gik igennem bookernes hoved, da de placerede Dungen som hovednavn – og endda som navnet, der skulle slutte det hele af.

Trods deres over 20 år på bagen og anmelderroste skiver som ‘Ta det lugnt’ og ‘4’ er de svenske psychrockere relativt ukendte i Danmark. Jeg hørte mange til koncerten sige, at de ikke anede, hvem de var, og jeg så mange, der gik hjem inden deres show. Sammenlignet med Erika de Casier samme tidspunkt aftenen før var fremmødet ikke særlig stort.

Men alle os, der blev hele vejen igennem, fik serveret noget mageløst.

Det var et topprofessionelt band, der formåede at føre så meget sjæl og vildskab ind i deres fortrinsvist instrumentale numre, at det var umuligt ikke at bevæge sig.

Der lurede altid en ny spicy solo om hjørnet, der ikke var til at stå for. Der var altid så lækre grooves i gang, at man nærmest kunne smage, hvor velkokkereret det hele var. Og det hele blev leveret med så meget løssluppenhed, at det virkede klart, at meget af det nok var improviseret på stedet.

Der var en vidunderlig skala og nerve, der var så utroligt bidende i løbet af det hele. Og samtlige musikere besad en tydelig spilleglæde, der smittede godt og grundigt ud til publikum, der råbte efter mere hver eneste gang, der var den mindste antydning af, at det snart var forbi.

Således endte Dungen faktisk med festivalens allerlængste koncert – men den strøg afsted med høj hastighed, så jeg knap nok bemærkede varigheden.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af