Da jeg besluttede mig for, at jeg skulle dække 2021-udgaven af Karrusel, begik jeg nogle nævneværdige fejl.
Karrusel er, hvis vi blot taler efter deres eget slogan, tre dage med house, disco og techno. Nærmest selvindlysende er genrespektret en kende bredere end det – jeg hørte både dubstep, trance, breakbeat og instrumental hiphop under de tre dage, jeg var på festival på Refshaleøen.
Men uanset om man forholder sig til det bredere genrespektrum eller festivalens selverklærede modus operandi, lignede det klart en forsmag på, at nattelivet er på vej til at genåbne – hvilket det jo gør denne uge med fuld knald på natklubberne.
Så det var det, jeg troede, jeg skulle dække: De spæde skridt forud for natklubbernes genåbning – og så med et lineup, der talte nogle af ikke blot landets, men verdens bedste dj’s. Jovist, blandt andre Burna Boy og Clean Bandit kiggede forbi ØreSound for nylig, men Karrusel var den første store festival siden 2019, hvor alle de mest hypede navne kom fra udlandet.
I god journalistisk ånd besluttede jeg mig på forhånd for, at jeg ville være der fra åbning til afslutning alle tre dage. Hver dag startede festivalen kl. 16.00, og på papiret skulle den så slutte kl. 03.00 – men hver dag valgte det afsluttende navn at køre den en kende over tid. Og alt for sent gik det op for mig, at der næppe er en eneste person, der ville tage på klub 11 timer i streg, tre dage i træk.
Min anden store fejltagelse var, at jeg slet ikke havde overvejet, hvor meget det seneste halvandet år har påvirket mig fysisk. I 2019 kunne jeg feste natten lang hver eneste weekend, uden at én eneste muskel i min krop kunne mærke det den følgende morgen.
Jeg er ikke just verdens mest fitness-savvy type, men min krop havde vænnet sig til konstante koncerter og fester. Og først denne weekend kunne jeg for alvor mærke den fysiske virkning, halvandet år uden denne slags arrangementer havde haft på min krop. Allerede godt inde i første dag var jeg begyndt at mærke udmattelsen i min krop – og kun overordentligt stærke sets fra russiske Inga Mauer og koreanske Peggy Gou holdt min ånd i gang.
Jeg ville altså skrive om klubbernes tilbagevenden, alt imens jeg er kommet til at placere mig selv i en situation, der er så ufatteligt ulig en klubtur, at det eneste, der holder fast i min entusiasme, er stemningen på festivalpladsen og den gode musik.
Men det var nok.
For hver dag, der gik, var jeg faktisk mindre udmattet end den foregående, så snart jeg først var gået i gang med at danse. For når jeg er omgivet af massevis af dansende mennesker, er det dybt smittende. Jeg glemmer, at jeg var lidt øm i ryggen selvsamme morgen. Jeg glemmer, at jeg er pinligt journalist-upåvirket, imens min sidemand er det direkte modsatte. Jeg overgiver blot mig selv til de gode grooves, der blev placeret gang på gang i løbet af festivalen.
Og her er jeg faktisk ekstra glad for, at jeg ankom tidligt. Jeg var med til at bevidne stortalenterne Kasper Marott, Simone Ahá og Malika Mahmoud, der alle tre havde fået den utaknemmelige opgave at spille allerede fra kl. 16.00.
Men det var berigende at se dem gå så elegant fra en stemning, hvor man sagtens kunne slappe af, mens de diskret inviterede op til dans – og så hvordan de viderebragte den til en decideret feststemning, når folk først turde bevæge sig ud på dansegulvet. Eller dansegræsset, om man vil, nu hvor Karrusel jo er en udendørs festival.
Gennem hele festivalen måtte jeg også opgive alle mine forudindstillinger om enhver given dj.
Peggy Gous studietracks er fortrinsvist deephouse, men til sin koncert vovede hun sig ud i markant mørkere og tungere lyde end den genre normalt fordrer. Mall Grab bevæger sig typisk mellem outsider-house og techno, men mere end en håndfuld gange under hans set vovede han sig over i proto-dubsteppede grooves, og disse var nok hans mest rammende momenter.
The Blessed Madonna flirter på plade mest med elektronisk disco, men på Karrusel var hun ingenlunde bange for at låse sig fast i et hypnotisk technogroove – og hendes fuldkommen perfekte timing af at spille ‘It’s Raining Men’, mens det regnede allermest, var absolut prisværdigt, også selv om hun ikke havde verdens mest elegante udgang væk fra det groove.
Min absolut bedste oplevelse på hele festivalen var dog klart hollandske Job Jobse. Jobse har aldrig udgivet noget kommercielt, og mens jeg selvfølgelig vidste, at hans mixes på Soundcloud kunne give mig en indikation om, hvad jeg kunne forvente, valgte jeg at gå helt blindt til hans optræden – i den antagelse, at han dermed kunne overraske mere.
Og hvad end han rekontekstualiserede spoken word-versene fra Talking Heads’ ‘Once In a Lifetime’ til en febrilsk, desorienteret techno-rus, eller om han fik trance-ificeret ‘X-Files’-temasangen, var der en konstant følelse af at blive suget ind i musikken.
Det var noget særligt at stå der og danse. Med en stortromme i ørerne, der sparkede igennem huden i et fast tempo, der endte med at udbrede sig til hele kroppen. Med en bas, der endte med at gå i et med min puls. Det er det, klubmusikken kan opnå.
Og så glemte jeg ellers alt om, at festivalen har været fysisk krævende.
Jeg glemte alt om alle de måder, hvor Karrusel ikke er helt som en ‘rigtig’ (læs: normal) kluboplevelse. For tid og sted formåede at forsvinde – og tonerne af The Blessed Madonna, der gjorde synthriffet fra Donna Summers ‘I Feel Love’ til en hårdkogt mavepuster, gjorde et større indtryk end en smule kropslig udmattelse nogensinde kunne gøre.