Med ‘Ego’s Need’ er Velvet Volume nu meget mere end blot højoktan adrenalinrock

4 6
Med ‘Ego’s Need’ er Velvet Volume nu meget mere end blot højoktan adrenalinrock
Velvet Volume.

Da Velvet Volume albumdebuterede i 2017, skete det med højoktan rockmusik af den slags, der bedst kan beskrives som ‘farrock’. Søstertrioens lyd hørte nærmest en svunden tid til med så meget fart over feltet og smæk på, at det i højere grad lød som D-A-D, Lenny Kravitz og Aerosmith, end det kunne sammenlignes med nogen af Velvet Volumes kontemporære.

Alligevel tog det fart – blandt andet fordi gruppen lynhurtigt viste, at de var et stærkt liveband, og skam også fordi der var noget ganske solidt sangskrivningshåndværk til stede på især singlerne fra debutalbummet.

Velvet Volume har skiftet karakter med udgivelsen af deres andet album, ‘Ego’s Need’. Det er en mere moden plade, hvor emner som ansvar, ensomhed, nostalgi og angst kommer op at vende, og hvor virkemidlerne til at udtrykke dette er blevet mere legesyge end den oldschool stil, der prægede trioens første skive.

Hør blot den let ubekvemme ømhed på det første halve minut af ‘Carry’, hvor trommerne holder sig til en spinkel hi-hat, bassen vemodigt driver sangen fremad, og guitaren ikke bliver til sangens hovedperson, men rettere en atmosfærisk ingrediens. Som nummeret bliver større, er det ikke for at kaste Velvet Volume ud i en eksplosion af rockstjerneattitude a la deres tidligere output, men rettere en stormfuld manifestation af tyngden ved den situation, de beskriver.

Tag også en sang som ‘Young in Love Again’. Den har skam sine øjeblikke, der ikke ville have været malplacerede på det første album – særligt broerne op til omkvædet. Men så twister trioen den ved at lade omkvædet være en melankolsk refleksion over at være ung og forelsket, selv om man forventer et brag. Det er som følelsen af, at man er på vej til arrigt at skrige for sine lungers fulde kraft, men pludselig går der et sæt igennem din krop, og nu har du i stedet brug for stilfærdigt at kigge indad.

Det eneste nummer, der er højtråbende stort set hele vejen igennem, er titelnummeret. Det er kompositorisk et af de knap så gribende numre, og versene lyder som om, de stammer fra en helt anden sang end omkvædet. Alligevel er der vovede tiltag her, som jeg slet ikke forventede oven på bandets debut. Trommerne i omkvædet er uortodokse og får det nærmest til at føles som om, sangen falder fra hinanden – således forenes skrøbelighed og urkraft ganske godt, trods nummerets let usammenhængende karakter.

Men det er da forfriskende, at selv albummets fejltrin handler om at vove pelsen rettere end at hvile på laurbærrene. Eksempelvis Noa Lachmis vokaler: Hun kaster sig ud i en overekspressiv, nærmest karikeret levering, og ofte, især i de mere stille passager, føles hendes fraseringer over-the-top og upassende, hvilket desværre kan få revet mig ud af nummerets stemning. Mens jeg da helst havde set, at hun skar ned på de talrige stemmeknæk, der føles unødigt påtagede, sker de som del i et mønster af, at Velvet Volume vil være andet end bare en ny generation af adrenalinrock.

Og det er det, vi får med ‘Ego’s Need’: Et band, der tør gøre noget nyt. Det er ikke altid, at dette nye fungerer, men det giver konsekvent nyt liv til et band, som ellers førhen så ud til fortrinsvist at genoplive fordums rockmusik.


Kort sagt:
Velvet Volume er ikke længere den lige-ud-af-landevejen-rockgruppe, de startede med at være. De tager mange chancer, og der er gjort plads til et større udbud af lyde, stemninger og tematikker i deres musik.

Velvet Volume. 'Ego's Need'. Album. Mermaid Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af