ØreSound føltes som den første rigtige festival efter corona

Den nystartede festival var indledningen på fremtiden.
ØreSound føltes som den første rigtige festival efter corona
Burna Boy til ØreSound. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

KOMMENTAR. Beatet fra Tessas Natasja-samarbejde ’Til banken’ har nok aldrig lydt så godt, som det gjorde til ØreSound. Sangen landede som en bombe. Det virkede som om, plænen gyngede.

Midt i euforien kiggede jeg bagud. Og jeg så noget, jeg ikke har set i flere år: Flere mennesker.

Ikke bare det der store tomrum, man er blevet vant til, fordi der jo skal være corona-afstand. Men bare endnu flere mennesker, der hoppede, skreg og dansede.

Det var helt vildt befriende. For hold da nu ferie, hvor er jeg træt af alle de mange forfærdelige ting, man har samlet under dette årtis mest afskylige ord: Restriktioner.

Fuck nu de fucking restriktioner!

Fuck sid-ned-koncerter, fuck de velmenende, men frustrerende halvhjertede festivalkoncerter, hvor der kun må være så få mennesker, at man aldrig helt glemmer, at der er afstand (endnu et hadeord) over alt!

Hvordan skal man forsvinde i massen og nyde opløsningen af sin individualitet, når der altid skal være den afskyelige afstand? Arhhh!

Nogle af de dårlige ting var der selvfølgelig stadig til ØreSound. Der var fem sektioner med plads til tusind mennesker i hver. Man var ikke helt samlet, og der var stadig en del tomhed. Vi er ikke, som man siger, i mål endnu.

Men der var – for første gang længe – også en følelse af at være en del af en masse.

Der var en pit foran scenen, hvor folk stod tætpakket. Der var den der svært definerede følelse af at være et helt andet sted. Udenfor samfundet, på en måde. Og ja: Man kunne kigge bagud, og i stedet for at se en tom plads, så man flere mennesker.

Der var dansecirkler til Burna Boy. Der var kaos til B.O.C. Det var magisk.

ØreSound Festival. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

ØreSound bød også på et par fantastiske festivalmomenter, man ikke kan opleve uden for en festivalramme.

Til Tessa så jeg for eksempel en gruppe drenge smide deres trøjer til ’Ben’ og danse foran piger, der skrålede med på sangen. Det var på en måde selve symbolet på den omfordeling af kønsrollerne, den unge rapper er lykkedes med. Drengene smed tøjet og dansede. Pigerne rappede.

Senere var der en B.O.C-koncert, der gik så galt, at man gnubbede sig i øjnene og mumlede: »Is this real life?«. Men lad os ikke dvæle ved den for længe.

For da mørket sænkede sig kunne man se noget, der ikke har været i Danmark længe. Nemlig en ægte stjerne af internationalt format.

Yikes, hvor var Burna Boy fantastisk. Publikum var ikke med fra start, men det var de til slut.

Den nigerianske sanger havde den form for karisma, timing og udstråling, der er umulig ikke at blive tryllebundet af. Da han brugte det gode gamle koncertkneb med at få publikum til at lyse natten op med deres telefoner, var alle for længst solgt. Og da han fik alle til at synge med til sidst i koncerten, var jeg ægte lykkelig.

Burna Boy på ØreSound. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Ja, jeg sagde det: Jeg har savnet at stikke min lysende telefon op i vejret sammen med tusind andre! Jeg har savnet at synge med! Det var befriende og dejligt og magisk.

Især fordi det er så længe siden, man har oplevet den slags øjeblikke.

Jeg har været til sid-ned-koncert med Kidd i Store Vega, og jeg har været til distanceret festival til Summer Days i Roskilde. Det var fint nok. Men det føltes også som nikotintyggegummi, når det, jeg havde lyst til, var en stor fed cigaret uden filter.

ØreSound føltes som første gang, man fik det rigtig gode fix igen.

Fredag er der så EDM-dag i Amager Strandpark, og jeg hører for at være ærlig aldrig EDM. Men jeg overvejer faktisk at tage derud alligevel bare for at mærke følelsen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af