1. FVN er et livefænomen
Amina og FVN havde det ikke vildt nemt, da de skulle spille flere timer før hovednavnet Branco. Men begge leverede faktisk stærke præstationer. Især FVN satte gang i en gigantisk dansefest med uendelige mængder energi – hvis man altså kan kalde noget gigantisk, når der kun er 50-100 mennesker til stede.
2. Greta forvandlede Gloria til en berlinsk natklub
Hele Gretas overdådige Summer Days-koncert kunne som sådan fortjene at blive udnævnt til et højdepunkt, men hvis man skal zoome ind på ét moment, ville det være da hun totalt skiftede format fra en (i forvejen fremragende) synthpopkoncert til en klubkoncert inspireret af Berlins technoscene.
Alt lyset blinkede, folk hoppede op og ned, og lyden omringede hele Gloria-laden. Det var en fest af den slags, man ikke har kunnet opleve siden pandemien indtraf.
3. Tessas solede sig i folkets kærlighed
Tessa var tilbage på Dyrskuepladsen to år efter, hun spillede sin første koncert nogensinde på netop Roskilde Festival.
Ud over, at hun leverede en ekstremt underholdende rapkoncert, var det vanvittigt at overvære den gigantiske mængde kærlighed, der blev sendt op mod scenen. På et tidspunkt blev bifaldet bare ved, inden en rørt Tessa måtte konkludere, at »det var den fucking makeup«.
4. Smerz slap hæmningerne
Smerz’ nye liveshow er koordineret til punkt og prikke, og på Gloria-scenen indtog den norske duo én positur til én sang, inden de rykkede sig en halv meter og så sang den næste.
Det virkede hypnotiserende, men derfor var det også det mere befriende, da de pludselig rejste sig op og slap hæmningerne til det iskolde gamle hit ‘Because’. Her startede festen for alvor på Summer Days’ allerførste dag.
5. Chefen ringede til Joyce, og det blev for meget
Hvad Joyces koncert savnede i vildskab, besad den i inderlighed. Og intet øjeblik var mere inderligt sårbart end under ‘Åh nej chefen ringer’, hvor forsanger Sebastian Wegener bare lagde sig ned på scenen midt i sangen.
Det var som om, nummerets ængstelige tyngde blev så altomfavnende, at han bare ikke kunne stå oprejst længere. Musikken summede stadig afsted, og efter et par takter rejste Wegener sig igen. Men i et par sekunder var ægtheden i Joyces angstrock lige til at tage og føle på.
6. Branco helt tæt på
Branco fylder ekstremt meget på den danske musikscene, men han er samtidig lidt af et spøgelse. Han dukker ikke op til mange interviews og giver sjældent koncerter.
Så det var faktisk helt fascinerende at se ham i levende live helt tæt på til Summer Days. Der var han så: Den store, mytologiske Branco i levende live.
7. Erika de Casier skabte årets første Roskilde-fest
Åbningsdagen på Summer Days var på papiret en relativt afdæmpet affære, men selv om Erika de Casier måske mest er kendt for underspillet, elegant r’n’b, var hun kommet for at starte en fest.
Efter en blid start dansede hun stille og roligt festen i gang, og efter få numre vuggede hele teltet, som kun en scene på Dyrskuepladsen kan. Det var det her, vi havde savnet.
8. Saxofonen på Gangers ‘Bunker’
Ganger forstår at gøre deres koncerter vellydende, og de havde et es i ærmet til et par af Summer Days-numrene, der fik dem til at lyde endnu bedre end på studieudgaverne – nemlig en saxofonist.
Der er ganske vist også en smule saxofon på albumversionen af ‘Bunker’, men saxofonisten fik endnu mere plads i Roskilde. Der var i forvejen så meget sjæl og så mange store følelser på det nummer, men takket være en saxofonsolo kulminerede det hele i en følelsesudladning, der føltes som noget af en mavepuster.
9. Fremmøde trods fodboldtømmermænd til Sulka
Det har altid været svært at spille et Roskilde-publikum op om søndagen (dengang festivalen altså sluttede en søndag). Og det har været endnu sværere, hvis koncerten ligger ved middagstid. Men det er decideret ‘Mission Impossible’, hvis der aftenen inden har været en af de mest legendariske landskampe i nyere dansk fodboldhistorie.
På trods af forudsætningerne formåede Sulka dog – dagen efter Danmark-Wales-kampen – at holde gryden i kog, og stemningen var faktisk strålende blandt de overraskende mange fremmødte. Derfor kan man måske godt sige, at først vandt landsholdet, derefter sejrede musikken.
10. Brimheim og Reveal Party gæstede hinandens koncerter
Der er mange mørke følelser til stede i både Reveal Party og Brimheims musik. Men nogle gange kan kærligheden trodse melankolien. Og det gjorde den de to gange, hvor de to acts mødtes på scenen. Brimheims band sluttede sig til Reveal Party under ‘You Skip My Turn’, og hele Reveal Party hoppede ind under Brimheims kærlighedssang ‘Call It What You Want’.
Så stod den på to trommeslagere (der endda holdt et kækt tromme-chase), to bassister, fire guitarister, to forsangere og to korsangere (herunder Greta, der var Brimheim-korsanger hele vejen igennem). Især på ‘Call It What You Want’ var der transcenderende glæde og dejligt meget positiv energi hele vejen igennem.