De 10 fedeste koncerter på Uhørt Festival 2021: Popfest, mavepuster og fire slags hiphop

Over weekenden præsenterede Uhørt Festival på Vesterbro en række spirende navne fra den danske musikscene. Soundvenues udsendte, Kjartan F. Stolberg, var afsted alle tre dage, og han skriver her om sine ti yndlingskoncerter fra festivalen – præsenteret i den rækkefølge, de foregik.
De 10 fedeste koncerter på Uhørt Festival 2021: Popfest, mavepuster og fire slags hiphop
Josie Amadonna på Uhørt Festival. (Foto: Erling Brodersen)
Astrid Cordes på Uhørt Festival. (Foto: Erling Brodersen)

1. Astrid Cordes’ intenst vuggende indie-desperation

Hvis man ikke gik og vidste det i forvejen, ville det være meget svært at gætte sig til, at Astrid Cordes er selvsamme sanger, der i 2010’erne stod i front for den sukkersøde indiepopgruppe Shy Shy Shy. For i den konstellation udnyttede hun sjældent det, der ellers står som hendes helt store force: Den gennemtrængende desperation, hun er i stand til at kommunikere med sin stemme.

Hendes vokal besad om muligt endnu mere urkraft på Uhørt, end den gør på hendes (i øvrigt anbefalelsesværdige) ep. Og hun var absolut ikke ene om at skabe et intenst vuggende nærvær. For hun havde et fremragende band med sig. Jovist, der var nogle småfejl hist og her, men når det hele spillede (og det gjorde det for det meste), så besad de fængslende grooves noget nerve, der var svær ikke at blive ramt af.

Lucky Lo på Uhørt Festival. (Foto: Erling Brodersen)

2. Lucky Lo skabte en charmerende popfest, alle var inviteret til

Lucky Lo var lettere forsinket, inden hun trådte på scenen, men fra første øjeblik af koncerten, var der ingen tvivl om, at vi havde at gøre med en kunstner, der elsker at optræde og elsker at få publikum til at have det godt.

Der var nærmest konstant bevægelse i hende, og det virkede som om, samtlige fagter og hvert eneste lille ansigtstræk bare var den mest naturlige forlængelse af hendes musik. Helt ubesværet fik hun sågar gang i en koreograferet dansefest blandt publikum under ørehængeren ‘Supercarry’.

Og musikalsk emmede Lo og hendes band også af overskud. Der var altid en akkord, der var lige en tand mere spicy, end man havde forventet, eller en lille rytmisk figur, der bare fik de i forvejen charmerende popsange til at gå endnu renere ind.

RoseeLu på Uhørt Festival. (Foto: Erling Brodersen)

3. RoseeLus 808-rock vakte alle de de mest indignerede teenagefølelser i publikum

Fra første gang, jeg hørte et nummer med RoseeLu, var jeg klar over, at vi havde at gøre med noget rimelig specielt. Hun har et øre for stærke popmelodier, men ret uortodokst vælger hun at præsentere dem i en lyd, der blander 808-trommer med grungede guitarriffs. Det er vor tids poprock-renæssance taget til ekstremerne.

RoseeLu virkede nervøs i starten af koncerten, men som guitaren bare smadrede derudaf, og publikum blev mere energiske, ramte den 19-årige sanger den vrede teenage-indignerethed, der nok stadig er begravet et eller andet sted hos selv den mest kyniske voksne.

Hun bragte gradvist mere fandenivoldskhed og angst frem, og som vi nåede til de allerstørste bangers, såsom singlen ‘Playing Alone’, var det en ret så katarsisk oplevelse.

4. Szim skabte årets Uhørt-hiphopfest ledsaget af bundsolide housebeats

Når man kan få Lucy Siame fra Lucy Love til at agere dj til sin koncert, signalerer man allerede inden man er trådt på scenen, at man ikke er hvem som helst. Og Szim beviste hurtigt sit værd som rapper, performer og festmager.

Szims musik er en solid, poppet blanding af catchy, melodiøse omkvæd, dynamiske, teknisk ambitiøse rapvers og pulserende housebeats. Det er selvfølgelig ingenlunde en ny cocktail, især ikke i en dansk kontekst, hvor Emil Kruse og Benjamin Hav i mange år har haft succes. Men Szim fik det til at føles friskt igen.

Produktionerne lyder godt i studiet, men på et dansegulv med bas i hele kroppen ramte de endnu bedre. Og så var hun påfaldende dygtig til både at rappe med overlegen præcision live og til at få publikum til at engagere sig. Det var en fest, der var svær ikke at blive medrevet af.

5. En emotionel artpop/hiphop-hybrid fra Hun_sagde

Hun_sagde har stadig ikke udgivet én eneste sang – alligevel var der et ret talstærkt fremmøde til hendes koncert på Uhørt, hvilket for mit vedkommende skyldtes hendes ret tiltalende kunstnerbeskrivelse på festivalens website, hvor inspirationskilderne Ukendt Kunstner og Sevdaliza bliver namedroppet. Og vi havde netop at gøre med en solid blanding af hårrejsende elektronisk artpop og sårbar, eksistentiel hiphop.

Hun havde et fuldt band med sig, der sørgede for en fyldig lyd, der dog altid gav plads til at placere Hun_sagdes stemme i centrum.

Resultatet mindede lidt om den amerikanske hiphop/artpop-succes 070 Shake – ikke kun på et rent stilistisk niveau, men også i forhold til den nerve, musikken besad. Hun_sagde var dertil en fascinerende skikkelse som optrædende. Hver linje blev leveret med så meget smerte og indlevelse, at det i længden ligefrem blev hypnotiserende.

Ethics på Uhørt Festival. (Foto: Erling Brodersen)

6. Støjende rockstjerneseance med Ethics

Ethics på plade er noget emoklingende støjrock med nogle mærkbare shoegaze-elementer. Og det er egentlig ikke fordi, det rent sonisk befinder sig et andet sted genremæssigt live.

Men rent visuelt kiggede de på Uhørt ikke mod de samme forbilleder. Det var ikke noget med at stirre ned i pedaler eller at vælte ukontrolleret rundt på scenen. Der var total rockstjernemodus, hvor især forsanger Casper Blond kommanderede publikum, som var han en krydsning mellem Marc Bolan og Robert Plant i begges respektive storhedstid.

Det fungerede overraskende godt. Ethics viste, at den gammeldags måde at være rockstjerne på stadig ikke er død, og at den sagtens kan fungere i kontekst af musik, der på papiret er mere indadvendt og eftertænksom. For deres visuelle flashyness gik på intet tidspunkt ud over musikken, der også lød sprød som altid. Det var støj af bedste skuffe, hvor guitaren fræsede noget så kraftfuldt fremad, og hvor trommerne bragede derudaf.

Demersal på Uhørt Festival. (Foto: Erling Brodersen)

7. Demersals voldsomme screamo-mavepuster

I internationale hardcore-kredse er Demersal allerede bredt anerkendte for deres hårdtslående blanding af screamo og black metal. Herhjemme er de dog stadig en af den tunge musiks bedst bevarede hemmeligheder. Efter en optræden som den på Uhørt vil der forhåbentlig ikke gå lang tid, før de bliver anerkendt som deciderede mestre i deres felt.

Der er en angst og en ildhu over deres intense musikalske vredesudbrud, som kun få kan matche, og i en livesetting er der en ufattelig fysikalitet over dem. På Uhørt havde de fire medlemmer nærmest sværere ved at stå stille, end publikum havde. Hver eneste lille lyd fra et givent instrument blev accentueret af et voldsomt ryk i den pågældende instrumentalists krop. Det var en heftig mavepuster af den slags, som kun de allerbedste hardcore-bands kan præstere.

8. Krautrocket indiemelankoli fra Linn

Fra det første krautrockgroove gik i gang under Linns koncert, var jeg grebet. Med en trommeslager bag sig og en dedikeret percussionist i højre side af scenen (samt en guitarist, der af og til også tog sig af percussion) var der lagt an til en koncert præget af rytmisk kompleksitet, men Linn selv skulle ikke synge længe, før det stod klart, at der også var en emotionel tyngde, der satte sig dybt i kroppen – en tyngde, der også var gennemtrængende, når hun i visse passager spillede violin.

En af mine venner sammenlignede det med, hvordan et band som Portishead formår at skabe nøjsomt sammenvævede lydtapeter af nærmest hypnotiserende karakter, alt imens forsanger Beth Gibbons’ rå følelsesudladninger skaber et gribende emotionelt anker, der giver anledning til en klump i halsen.

Genremæssigt befinder Linns krautede indierock sig selvfølgelig et noget andet sted – men i forhold til stemning er det absolut en sammenligning, hun kunne leve op til på Uhørt.

Ussel på Uhørt Festival. (Foto: Erling Brodersen)

9. Ussels melodiske hiphopshow osede af overskud

Hvis du streamer Ussels musik, bliver du mødt af ret traurige hiphopsange med et nævneværdigt melodisk flair. Sådan noget man hører alene for at få sin føler på.

Da jeg umiddelbart så tidsplanen til Uhørt, syntes jeg derfor, at bookerne havde begået en fejl ved at give ham et primetime-spot på festivalens største scene. Da han trådte på scenen blev alle mine bekymringer dog manet til jorden, idet han gav et rockstjerneshow af samme kaliber, som Ethics havde stået for dagen forinden.

Eller, hvis vi rettere skal sammenligne ham med kunstnere i egen genre, så mindede han mig om typer som Emil Kruse, Kidd og Papa Erotic fra Fraads. Typer, der ved, de er lækkerbidskener, og som i deres bedste momenter oser så meget af overskud, at det er umuligt at føle sig uenig.

Og Ussels Uhørt-koncert var absolut også fyldt med overskud. Han var omgivet af et dejligt velspillende backingband (der alle blev introduceret med kække tilnavne), og hver gang han så sit snit til det, fyrede han nogle små frække dansemoves af. Der var spil for galleriet og charme i lange baner.

Josie Amadonna på Uhørt Festival. (Foto: Erling Brodersen)

10. Josie Amadonna præsterede en hiphop-magtdemonstration af de helt store

Hiphoppen viste mange ansigter under Uhørt Festival, men med Josie Amadonna fik vi et helt klassisk bud på, hvordan genren kan udføres: Det helt basale rapper/dj-setup. Generelt simple (men stadig hårdtslående) beats, der gav Amadonnas linjer plads til at være i fokus og udfolde sig. Og så rigeligt med publikumsinteraktion, bevægelser og fremragende levering.

Josie Amadonna har kun udgivet én sang ind til videre, og sammenligner vi med studieudgaven, bød hendes Uhørt-optræden på en del råbte linjer, hvilket kun fik publikum til at gå endnu mere amok.

Den tendens spredte sig til de andre tracks. Der blev lagt mange følelser i Amadonnas selvsikre pralerap – ikke fordi hun selv på noget tidspunkt virkede i tvivl om sin storhed, men rettere fordi der fandeme ikke var nogen i publikum, der skulle tro, at Amadonna var noget mindre end dansk hiphops nye monark. Det var en magtdemonstration af den slags, der gør, at man sent glemmer navnet Josie Amadonna.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af