Når de er bedst, kan Communions gøre enhver inspiration fra indierockens historie til deres helt egen

Når de er bedst, kan Communions gøre enhver inspiration fra indierockens historie til deres helt egen
Communions. (Foto: Lasse Dearman)

Efter det i mine ører lidt skuffende, men uden tvivl melodiske 2017-debutalbum ‘Blue’ var det som om, Communions langsomt gled væk til et sted bagerst i min bevidsthed. Så meget, at jeg nærmest helt overså deres seneste ep fra 2019. Men da jeg hørte en af singlerne forud for københavnernes nye album, ‘Pure Fabrication’, spidsede jeg pludselig ører igen.

’Bird of Passage’ er en storladen, slæbende, fantastisk og følsom hymne om identitetskrise og om at føle sig fremmedgjort i en verden, der konstant forandrer sig.

»I am nature’s bird of passage / I don’t remember / who I really am«, synger Martin Rehof på en sang, der ifølge bandet selv nærmest fungerer som et omkvæd for resten af albummet og dets tematik. Godt inspireret af Martin og broren Mads’ eget liv. De voksede op i Seattle, men flyttede til Danmark som 15- og 11-årige og har siden kæmpet med en følelse af hverken at høre til det ene eller andet sted. Nu står de endda alene, da Communions er blevet reduceret fra en kvartet til en duo.

Men kan resten så leve op til ’Bird of Passage’, der åbner albummet? Svaret er både ja og nej.

Med en lidt kortere spilletid kunne det her have været et næsten perfekt album, men 15 sange og en spilletid på lidt under en time er lidt af en mundfuld.

Det er egentlig ikke fordi, nogen af sangene decideret falder igennem, men samtidig kan man ikke undgå at føle en vis form for ensformighed undervejs. For selv om Communions har styr på deres musikalske virkemidler, skal de også passe på ikke at slide dem op.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er en svær balancegang, men når brødrene rammer topformen, er de uimodståelige.

Hvad end det er lette popmelodier som ‘Cupid’ (komplet med catchy babababa-refræn) og ’Is This How Love Should Feel?’ eller de mere varierede og langsomt opbyggede hymner som ‘Hymn’, ‘Splendour’ og førnævnte ‘Bird of Passage’. Communions mestrer både det ligefremme og det storladne – og ikke mindst genkendelige vink til rockhistorien.

Her er både baggy shufflebeats a la Stone Roses og Happy Mondays, brændende guitarer, der kunne lyde som The Cure anno 1987, loud-quiet-loud dynamik som i 90’ernes Seattle og til tider næsten Liam Gallagher’ske vokaler. Ja, man kunne blive ved … men blot at opliste alle fortidens spøgelser ville heller ikke være fair. For selv om Communions’ lyd anno 2021 stadig er en jagt rundt blandt fortidens inspirationer, så virker det aldrig som plagiat.

Communions har nemlig altid lydt helt som sig selv samtidig med, at de har taget inspiration fra deres musikalske helte. Fra den spæde starts skramlede punk indspillet på en USB-mikrofon over vellydende postpunk på deres selvbetitlede ep til et skarpt fokus på den gode popsang og en britpop-lyd på debutalbummet.

Nu smelter brødrene Rehof så det hele sammen i en glimtvis fremragende, men også lidt for lang tour de force rundt i indierockens kroge – og de virker i samme ombæring til at være tættere på at finde deres eget ståsted end nogensinde før.

Her er ingen musikalsk identitetskrise, men en erkendelse af, at vi altid vil være et produkt af det, der kom før os. Så hvorfor ikke gøre det med stil og overbevisning?

»I’ll make my kingdom anywhere«, slutter omkvædet i ‘Bird of Passage’, og selv om den linje nok er ment ironisk, er der noget om det. Når de er bedst, kan Communions gøre enhver inspiration fra indierockens historie til deres helt egen i de tre til fem minutter, deres sange varer.


Kort sagt:
Communions gør fortidens inspirationer til deres egne på et flot, men også lidt for langt album om kampen for at finde sin egen plads midt i livets evige omskiftelighed.

Communions. 'Pure Fabrication'. Album. Tambourhinoceros.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af