Communions har barberet kanterne af i deres higen efter en plads i poprockhimlen
Det var noget af et syvmileskridt, Communions tog, da de for knap to år siden startede forfra æstetisk med deres anden ep og sprang ud i fuldt, poppet flor. Det bør derfor heller ikke overraske, at deres reelle debutalbum fortsætter kursen.
Har man fulgt det københavnske firkløver tæt, vil næsten halvdelen af ‘Blue’ virke bekendt allerede. Fem ud af de 11 numre er nemlig blevet luftet grundigt i løbet af det forgangne år i form af dobbeltsinglen ‘Don’t Hold Anything Back’ / ‘Eternity’ samt ‘Come On, I’m Waiting’, ‘Got To Be Free’ og ‘It’s Like Air’.
Prøver man at tegne en hypotetisk tidslinje gennem numrene med den nye håndfuld som pølseendens rosiner, tegner der sig et billede af et Communions, der støt er blevet endnu mere poppede og radiokælne, som tiden er gået. ‘Blue’ føles, i nærmest kontrapunktisk kontrast til titlen som en musikalsk forårsforelskelse – et hurtigt, ekstatisk rush fremfor et længerevarende forhold, og meget af albummet er så boblende optimistisk, at man skal passe på, at det ikke ætser tandsættet i længden.
’Today’s melodi er som snydt ud af næsen på The Strokes, mens ‘Passed You By’ og ’Midnight Child’s små funk-vink kunne være skrevet af Vinnie Who i disco-mode. ‘She’s A Myth’ folder atter bandets fascination af The Cure ud, men desværre under et lige lovligt banalt tekstunivers. Det er desværre en tendens på en del af ‘Blue’s numre, som er fyldt med små lyriske ligegyldigheder, der fiser ind af det ene øre og ud af det andet.
Lyder det efterhånden som om, at jeg lægger an til en veritabel glidende tackling af et ungt, fremadstormende band, mens de har allermest fart på ud over stepperne, skal jeg skynde mig at sige, at ‘Blue’ ikke er nogen dårlig albumdebut.
Det sangskrivningsmæssige håndværk er helt godkendt, og Martin Rehofs plastiske vokaler, som er den røde tråd gennem det hele, virker næsten for perfekte, så respektaftvingende lige i skabet som de er. Albummet er bare ikke ekstraordinært, og når man over to ep’er har været vant til netop det ekstraordinære af Communions, kan man hurtigt sætte forventningerne (for) højt.
Communions har i virkeligheden været på vej herhen hele tiden. Alligevel kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over, at de i deres higen efter poprock-himlens hvælv har barberet flere kanter af, end de måske burde, og mistet en smule af deres bittersøde charme i en kontinuerlig skønhedskonkurrence.
Kort sagt:
På Communions’ albumdebut har den københavnske kvartet i deres higen efter poprock-himlens hvælv barberet flere kanter af, end de måske burde. Det sangskrivningsmæssige håndværk er godkendt, og Martin Rehofs plastiske heliumvokaler er som en rød tråd gennem det hele nærmest for perfekte, men det er som om, at bandet har mistet blot en anelse af deres bittersøde charme.