I weekenden publicerede Sunday Times et uddrag af Emily Ratajkowskis kommende bog ‘My Body’, hvor supermodellen og skuespilleren fortæller, at Robin Thicke holdt om hendes bare bryster under optagelserne af den kontroversielle ‘Blurred Lines’-musikvideo i 2013 – uden hendes samtykke.
Instruktøren af videoen, Diane Martel, har bekræftet hændelsen over for Sunday Times og udtaler, at Thicke undskyldte.
I kølvandet på uddraget bragt i Sunday Times har Ratajkowski udtalt sig om, hvorfor historien kommer frem nu.
»Jeg var en ukendt model, og hvis jeg havde sagt noget eller klaget, så ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Jeg ville ikke være kendt«, udtaler Ratajkowski til People, som skriver, at det ifølge Ratajkowski selv er hendes egen udvikling og ændrede perspektiv over årene, der er årsag til beslutningen om at tale ud nu.
»Jeg skrev bogen om udviklingen af min politik, og det inkluderer en masse forskellige oplevelser fra min karriere og mit liv, og hvordan jeg følte for og tænkte over de oplevelser har udviklet sig. Jeg håber, at folk vil læse essayet og forstå nuancerne i de her slags situationer«, siger Ratajkowski til People.
I et interview med Extra fortæller Ratajkowski, at uddraget fra hendes bog blev lækket af Sunday Times.
»Det har været hårdt. Jeg kan godt lide at have kontrol over mit image, og jeg skrev denne her bog af essays for at dele hele historien og alle sider af den. Jeg føler, at det har udviklet sig til et clickbait-vanvid, og pludselig bliver ord som ‘seksuelt overgreb’ og ‘beskyldninger’ kastet rundt i stedet for, at folk rent faktisk læser essayet«, udtaler Ratajkowski til Extra.