1. Girlcrush ‘Lucky’
»I’m so lucky you think that’s cute / that I am mentally ill«. Denne skarpe hooklinje fra Girlcrushs nye single er både catchy og slagkraftig, som den går i flæsket på Hollywoods ‘Manic Pixie Dream Girl’-romantisering af psykisk sygdom.
Sangen stammer fra den danske gruppes kommende debutalbum, der lander i foråret 2022.
2. Stella ‘Modern Girl Poetry’
Denne retrosoulede single er første udspil fra danske Stella, der til daglig går under navnet Sophie Darum.
Hendes tænksomme vokal er dejligt umiddelbar og rig på følelsesmæssige nuancer, så vi glæder os til at følge med i, hvor hun bevæger sig hen herfra.
3. Parquet Courts ‘Application/Apparatus’
Det er svært at lave sange om teknologiens voksende rolle i samfundet, uden at man ender med at lyde som en teknofobisk boomer, der mener, at alt var bedre i drejeskivetelefonernes tid.
Men Parquet Courts formår at komme med nogle skarpe observationer på denne benhårde skildring af smartphonens rolle i samfundet. Det dansable rocktrack stammer fra Parquet Courts nye album, ‘Sympathy For Life’, der i det hele taget er værd at høre fra start til slut.
4. Artigeardit & Lamin ‘Ny agenda’
Artigeardit og Lamin er gået sammen om en fælles-ep ved navn ‘Ny agenda’, og det kølige titelnummer er et af højdepunkterne.
Begge rappere lyder som om, at de virkelig nyder at rappe hver eneste linje – og følelsen er smittende.
5. Barbro ‘Nodalong’
Vi fortsætter med sange fra nye ep’er.
Det tidligere Jenny-medlem Barbro har netop udgivet en selvbetitlet debut-ep, og de åbner den med dette rustikke stykke melankoli, der byder på en virkelig gennemtrængende instrumental passage, hvor strygerne får mulighed for at gå lige i hjertet.
6. PinkPantheress ‘Last Valentines’
PinkPantheress’ fornemme debut-mixtape, ‘To Hell With It’ ,befinder sig halvvejs mellem elektronisk r’n’b a la Erika De Casier og excentriske produktioner a la PC Music.
De fleste sange er virkelig korte, men de når at sætte sig fast – og ‘Last Valentines’ er således både udgivelsens korteste og muligvis bedste sang.
7. Jack White ‘Taking Me Back’
Jack Whites bluestronica på 2018-albummet ‘Boarding House Reach’ delte folket. Nogle råbte mesterværk, andre råbte makværk. Soundvenues anmelder var overvejende positivt indstillet, men absolut ikke uden kritikpunkter.
Den smadrede lyd fungerer i hvert fald virkelig godt i samspil med FPS-genrens intense action, så derfor er han fortsat i samme soniske spændingsfelt på denne hæsblæsende sang fra den nye ‘Call of Duty: Vanguard’-trailer.
8. Noah Carter feat. School of X ‘Dirty Disco’
Noah Carters følsomme r’n’b-toner og School of X’s længselsfulde vokal går overraskende godt i spænd.
At rapperen og hans uventede gæst samtidig har et lækkert disco-groove kørende, gør kun cocktailen mere appetitlig.