KOMMENTAR. Vi behøver slet ikke at forestille os, hvordan Artigeardit og Lamins nye fælles-ep ’Ny agenda’ er blevet til. De to rappere har nemlig udgivet en ret diy-agtig dokumentar, der skildrer processen.
Og den er foregået sådan cirka lige præcis sådan, som du nok forstiller dig det. Nemlig over en særdeles våd ferietur sydpå. I en græsk villa med masser af booze og den obligatoriske svømmepøl i baghaven.
Det her er altså ikke Kanye West-metoden, hvor et gigantisk, nøje udvalgt hold producere og vokalister flyver afsted til en striks kunstner-camp med skarpe adfærdsregler. Tværtimod.
Lamin og Artigeardit ville nok blive smidt pænt hurtigt på porten af Kanye, hvis de opførte sig som under ’Ny agenda’-optagelserne. For de to danskeres projekt handler mere om at fange en følelse af fest og ferie. Om vibes.
Det kan man høre på ’Ny agenda’. Ep’en er på ingen måde en vildt disciplineret og strømlinet udgivelse, som for eksempel Artigeardits soloalbum ofte er det.
Men det er en ep med masser af energi, overraskende flersidige sange og to rappere, der tydeligvis hygger sig med at kaste den lyriske bold frem og tilbage. Som på den tunge ’Mumler for meget’, der lyder som om den er lavet langt efter mørkets frembrud.
På ovenstående nummer kalder Artigeardit en fjende for »falsk røg som en el-smøg«; på en anden sang (’Spøg til side’) rapper Lamin, at han »skipper ligesom Skræk«.
Ingen af de bars er de to rapperes bedste. Men de lyder som om, de hygger sig. Som om man ikke skal tænke for meget over tingene og hellere bruge det første take end at fifle med en sang i uge- og månedsvis.
Derudover er der også steder (som introen), der bliver ægte personlige. Lamin snakker om, at han ikke ville besøge sin fars grav, selv hvis han vidste, hvor den lå; Ardit fortæller en rørende historie om sin far, der stadig er buschauffør og kører »op og ned af Frederikssundsvej«, fordi han er for stolt til at sige op.
I den anden ende af stemningsspektret er der en Suspekt-agtigt rowdy sang som ’Hvor fuck er min drink henne’, der ikke til fulde fungerer og har et ukarakteristisk svagt Ardit-omkvæd. Men oftest er den festlige ep et sprudlende om end flygtigt bekendtskab. Det føles uforpligtende som en ferieflirt.
Dermed lægger ’Ny agenda’ sig faktisk i forlængelse af en større tendens på den danske hiphopscene.
Rapperne her i landet samarbejder nemlig på kryds og tværs som aldrig før og er ikke bange for at smide et hurtigt projekt ud uden at tænke alt for meget over det.
Blot en uge før Lamin og Artigeardit-udgivelsen landede, kom der for eksempel også et fællesalbum af Larry 44 og Node ved navn ‘Diplomatico’, hvor de to melodiske gaderappere lyder som om, de dyster i, hvem der kan lave de mest flødebløde sangrap-flows.
Går man lidt længere tilbage, finder man flere eksempler. Som Kesi og Icekiid, der i slutningen af 2020 brugte tre dage i en villa på at lave den overraskende stærke ep ’72 timer’.
Eller tænk på Branco, der lige hurtig samlede en masse gæster (som blandt andre Artigeardit og Icekiid) på det spontane ’10 Years’-album, der landede i sensommeren, kun knap et halvt år efter det store soloalbum ’Baba Business 2’.
Det største samarbejdsalbum i nyere dansk hiphophistorie er nok Gilli og Brancos ’Euro Connection’ fra 2020.
Måske er det her, den nye samarbejdsbølge startede i en dansk kontekst. Selv om tendensen selvfølgelig er udsprunget af lignende projekter i udlandet, hvor rappere som Future, Lil Baby, Lil Durk, Young Thug, Gunna og Lil Uzi Vert laver udgivelser sammen på kryds og tværs.
Senest har Lil Baby og Lil Durk for eksempel fejret deres dominans på den amerikanske scene med fællesudgivelsen ‘Voice of the Heroes’.
Hvilken kvalitet har de så, de her mange samarbejder?
De færreste ville nok sige, at de mange nye danske fællesudgivelser er rappernes stærkeste album. Men det har nok heller aldrig været meningen, at de her udgivelser skulle være store, sammenhængende værker som eksempelvis Artigeardit og Brancos soloalbum er.
I stedet føles fællesudgivelserne lidt som mixtapes: Hurtigt indspillede, spontane størrelser, der skal ses som et øjebliksbillede af et samarbejde.
Det er nok sådan, man får mest ud af at se på de udgivelser som ’Ny agenda’.
Det er i virkeligheden en spændende tendens, der tilføjer et nyt aspekt til nutidens rappere. Den nutidige rappergeneration ser nemlig en kvalitet (og ikke en konkurrent) i deres samtidige.
Og er det ikke en positiv ting, at nutidens rappere ikke beefer med hinanden – men i stedet tager på badeferier og indspiller festlige ep’er?