I søndags fik hiphoppen for første gang lov til at indtage hovedrollen til Super Bowl-halvlegsshowet. Dr. Dre, Eminem, Snoop Dogg, Kendrick Lamar, Mary J. Blige og surprise-gæsten 50 Cent leverede et spektakulært show, der samtidig bød på kontroversielle momenter som Eminems knæfald.
Der har været en del spekulation om, i hvor høj grad NFL forsøgte at kontrollere rappernes optrædener. Op til Super Bowl var der for eksempel en meget omtalt artikel hos mediet Puck, der fortalte, at sportsorganisationen ville forbyde Snoop Doggs outfit, Eminems knæfald og en Dr. Dre-linje fra ‘Still D.R.E.’, hvor han rapper, at han ikke elsker politiet.
De ting har Dr. Dre nu påtalt i sit første interview efter Super Bowl hos TMZ.
Her fortæller han, at NFL ville have »mindre ændringer« i forhold til tekster og blandt andet insisterede på, at Kendrick Lamar fjernede denne linje fra ‘M.A.A.D City’, der handler om banderne i Los Angeles: »If Pirus and Crips all got along / they’d probably gun me down by the end of this song«.
Ifølge Dr. Dre blev dén linje fjernet, fordi NFL bad om det. »De havde et problem med den, så vi fjernede den. No big deal, vi forstår det godt«, lyder det fra produceren og rapperen.
Dr. Dre påtaler også Eminems kontroversielle knæfald: »Det var Eminem, der gjorde det på egen hånd, og det var der intet problem med«.