KOMMENTAR. I forhold til, at NFL ikke er fans af politiske markeringer til den årlige Super Bowl, var det nogle ret sprængfarlige kunstnere, de havde inviteret til at spille til halvlegsshowet i år.
Dr. Dre og Snoop Dogg kommer for eksempel fra den første generation af gangstarap og er gennem hele karrieren blevet kritiseret for voldsforherligende og sexistiske tekster.
Kendrick Lamar er derimod kendt for at ytre sig om sociale og politiske forhold og har endda skabt sangen ’Alright’, der blev Black Lives Matter-bevægelsens signatursang.
Og Eminem er … ja, Eminem er Eminem. Han har disset de to seneste republikanske præsidenter og er blevet kaldt mange ting. Blandt andet sexist og homofob.
De her rappere er alle en del af den amerikanske kulturarv nu. Folk i USA – og verden over – er vokset op med deres musik, og i dag er det nok de færreste, der ser et forhenværende bandemedlem, når de kigger på Snoop Dogg. De ser den rare Uncle Snoop, der er hele USA’s hyggeonkel.
Men når man zoomer ind på musikken, er den ikke altid lige hyggelig og ufarlig. Dr. Dre rapper om ikke ligefrem at elske politiet; Kendrick Lamar har en rød tråd af samfundskritik igennem hele sit katalog. Det er desuden ikke mere end et halvt år siden, Snoop kaldte NFL »racistisk«, fordi der ikke er nogen sorte holdejere.
Spørgsmålet inden Super Bowl-showet var derfor også, hvor meget rapperne ville lægge bånd på sig selv og deres sange. Det var jo første gang, hiphoppen fik lov til at være hovednavn til Super Bowl-showet. Hvilke kompromisser ville det føre til, når den evigt politisk ukorrekte og udskældte genre for første gang skulle indtage den mest renskurede scene i hele USA?
Super Bowl er en af den slags gigantbegivenheder, hvor intet må gå galt, og hvor alt helst skal være pænt og familievenligt. Ikke mindst siden Janet Jacksons blottede bryst chokerede USA tilbage i 2004 gælder devisen om, at man hellere er safe end sorry.
Den forsigtighed prægede også dette års optræden.
Fra motherfuckers til little busters
Dette års Super Bowl-optræden må være den mest heftigt censurerede i historien.
Kendrick Lamar spillede ’M.A.A.D City’, men sangens omkvæd fungerede ikke ligefrem optimalt, da hver linje slutter med n-ordet, der måtte udelades til fordel for en akavet pause. Eminem kæmpede tilsvarende med ’Forgot About Dre’-hooket.
Dr. Dre forsøgte sig derimod med at levere en alternativ version af visse sangpassager. Som på ‘The Next Episode’, hvor han rappede »it’s the one and only D-R-E« i stedet for sangens oprindelige »it’s the motherfucking D-R-E«.
Det gik lige akkurat, men Snoop Doggs omskrevne tekster i samme sang blev decideret komiske: »Dr. Dre, motherfucker« blev til »Dr. Dre you little busters«.
Ja: little busters. Det klinger bare ikke helt lige så magtfuldt som motherfuckers.
Altså: Tænk, hvis Samuel L. Jacksons pung i ‘Pulp Fiction’ havde teksten »bad little buster« stående på sig. Det er bare ikke det samme, vel?
Men okay, én ting er censur af bandeord. Der har jo længe eksisteret radiovenlige versioner af sange, hvor bandeord er fjernet eller byttet ud. ‘The Next Episode’-linjen med »little busters« er for eksempel taget fra en radioversion af sangen.
Men noget helt andet er forsøg på at begrænse meningen af hele tekststykker. Det var dog tilsyneladende det, der skete, da Kendrick Lamar undlod at rappe det sidste ord af linjen »And we hate po-po« på ’Alright’ (popo er slang for politi). Den var så åbenbart lige farlig nok til Super Bowl.
Rapperne føjede sig altså for at passe ind i formatet. Og så alligevel ikke.
Skjulte oprør
På trods af, at Dre og co. måtte leve med censuren, var der mange små steder, hvor oprøret skinnede igennem sprækkerne på den pæne facade. Hvor artisterne på subversiv vis underminerede Super Bowl-begivenhedens illusion om, at alt er lutter lagkage i landet.
Dr. Dre rappede eksempelvis stadig sin berømte linje om »still not loving police« på ’Still D.R.E.’, og Kendrick Lamar spillede jo trods alt sin oprørshymne ’Alright’. Godt nok i en censureret version, men så havde han til gengæld militaristisk klædte dansere omkring sig, der understregede oprørsbudskabet.
Det var samtidig påfaldende, at Snoop Dogg optrådte i Crips-bandens blå bandeuniform og kastede dén gruppes håndtegn. Selve hans dansetrin, den såkaldte crip walk, kunne tolkes som et nik til banden.
Det kan man jo synes om, hvad man vil, men det er i hvert fald ikke at bøje nakken for Super Bowls konventioner. Især fordi optrædenen ellers så ud til at have et klart farvetema med artister i sort tøj. Det sked Snoop på, hvilket kun gjorde hans Crips-uniform mere påfaldende.
Og så var der selvfølgelig Eminem, der skabte showets mest omtalte øjeblik, da han knælede efter at have spillet ’Lose Yourself’. Den gestus er i sig selv kontroversiel i USA, men den er det i exceptionelt høj grad til Super Bowl.
Det var nemlig NFL-spilleren Colin Kaepernick, der i 2016 begyndte at knæle under nationalsangen i protest mod racisme og politibrutalitet. En gestus, der siden spredte sig verden over.
I kølvandet på den debat, den kampagne udløste, blev NFL anklaget af Kaepernick for at blackliste ham. Sportsforbundet kom også i søgelyset, fordi ingen af holdene i ligaen har sorte ejere, og kun et enkelt har en sort træner – selvom over 70 procent af atleterne er sorte.
En række kunstnere – blandt andet Rihanna – sagde efterfølgende nej tak til at spille til Super Bowl i solidaritet med Kaepernick og den bevægelse, han havde startet.
Så at videreføre Kaepernicks protest på NFL’s største scene er noget af et statement. Det er faktisk at udfordre den gigantiske sportsorganisation på hjemmebane, for nu at bruge en sportsmetafor.
Crips-uniform, kontroversielle sangvalg og et knæfald midt på scenen: Hvordan har det notorisk kontrollerende NFL det mon med alt det?
En trojansk hest
NFL blev – surprise! – alt andet end fornøjet, da man opdagede, hvad rapperne pønsede på.
Ifølge en artikel hos mediet Puck prøvede sportsforbundet endda at sætte en stopper for Dr. Dres polititekst, Snoop Doggs outfit og Eminems knæfald.
Men i sidste ende fandt alle de ting alligevel sted. Så enten accepterede NFL artisternes ønsker. Eller også trodsede rapperne simpelthen forbundets forbud. NFL har siden meldt ud, at man var »bevidst om«, at nogle af ovenstående ting ville ske. Hvad end det nu præcis betyder.
Altså: Man kan jo godt være bevidst om, at noget sker, og samtidig være pænt sur over det.
Uanset hvad der præcis skete bag kulisserne, kan man altså sige, at selv om Dr. Dre, Kendrick Lamar, Snoop Dogg og Eminem til dels accepterede NFL’s betingelser for at spille til Super Bowl, underminerede de dem også samtidig på hver sin vis. De lod sig ikke kue.
Det er måske overdrevet at sige, at rapstjernerne brugte deres optræden som en slags trojansk hest for deres forskellige budskaber. Men det er heller ikke helt forkert.
Det klædte rapperne, at de brugte hiphoppens første store Super Bowl-show til at vise, at selv om genren for længst er blevet voksen, og endda også har fået nogle grå hår, så kan den stadig finde ud af at gøre oprør mod magten.