Kanye West og Kim Kardashian har tilsyneladende glemt alt om deres ønske om en fredelig skilsmisse med fokus på at opdrage deres fire børn i fællesskab.
I de seneste par uger er flere stridigheder piblet frem til overfladen på sociale medier. Blandt andet da Ye anklagede Kardashian for at have bandlyst ham fra deres datters fødselsdagsfest – anklager som Kim pure afviste.
Nu er skilsmissediskussionerne igen landet på sociale medier. I løbet af weekenden harcelerede West over, at Kardashian havde givet deres otteårige datter North adgang til TikTok uden hans samtykke.
»Eftersom dette er min første skilsmisse, er jeg nødt til at vide, hvad jeg skal gøre ved, at min datter er på TikTok mod min vilje?«, skrev West.
Ifølge TMZ kommenterede Kardashian anklagerne fra West i en Instagram Story: »Kanyes konstante angreb mod mig i interviews og på sociale medier er faktisk mere skadelige end nogen som helst TikTok, North kan skabe. Som forælderen, der er hovedforsørger for vores børn, gør jeg mit bedste for at beskytte vores datter, mens jeg giver hende lov til at udtrykke sig kreativt på det medie, hun ønsker – med voksensupervision. Fordi det giver hende så meget glæde«.
Hun fortsætter: »Skilsmisse er svært nok for vores børn i sig selv. Kanyes besættelse af at kontrollere og manipulere vores situation negativt og offentligt øger kun smerten for alle. Fra start af har jeg ikke ønsket andet end et sundt og støttende medforælder-forhold, fordi det er det bedste for vores børn. Det gør mig trist, at Kanye fortsat umuliggør det. Mit ønske er, at vi håndterer alt, der vedrører vores børn, privat. Forhåbentligt kan han svare den tredje advokat, han har haft over det sidste år, så vi kan løse problemerne på fredelig vis«.
Men Kardashians modsvar og bøn om at fortsætte diskussionerne om deres børn i det private ignorerede Kanye fuldkommen. I et nu slettet opslag på Instagram gik han i rette med Kardashians svar:
»Hvad mener du med ‘hovedforsørger’? Amerika så dig forsøge at kidnappe min datter på hendes fødselsdag, da du ikke gav mig adressen. Du pudsede vagter på mig inde i huset, da jeg forsøgte at lege med min søn. Så anklagede du mig for at stjæle. Jeg var nødt til at tage en narkotest efter Chicagos fest, fordi du anklagede mig for at være på stoffer«, skrev Ye blandt andet.
West har også anklaget Kardashian for at forhindre ham i at tage børnene med til en basketballkamp i hans hjemby, Chicago. »Hvordan er det fælles forældremyndighed?«, spørger han retorisk.
Ved siden af sine meget offentlige skænderier med Kim Kardashian arbejder Ye lige nu på ‘Donda 2’, der er planlagt til at udkomme senere på måneden. Her samarbejder han med Future, hvilket allerede nu ligner en slags krigserklæring mod Kim Kardashian.
Han er også snart aktuel i Netflix-serien ‘Jeen-Yuhs’, der følger hans rejse mod storhed over mere end 20 års optagelser.