Det var vel kun et spørgsmål om tid, før dette skete, for Eurovision har været på fremmarch.
I 2020 hyldede Netflix fænomenet med filmen ‘Eurovision: The Story of Fire Saga’, og så sent som sidste december spekulerede Rasmus Damsholt (i en kommentar hos Soundvenue) over, hvorvidt Melodi Grand Prix var ved at blive en vej til ægte succes i musikbranchen.
Det italienske rockband Måneskin, der vandt konkurrencen sidste år, har for eksempel opnået reel hitlistesucces på en skala, man ikke normalt ser.
Nu er Eurovisions popularitet nået til det punkt, hvor USA melder sig på banen med en egen version af begivenheden. Og det er i virkeligheden mærkeligt, at det ikke er sket før. En stor, dramatisk begivenhed, der gør sange til sport, lyder ellers umiddelbart som det mest amerikanske, man kan forestille sig.
USA-versionen af Eurovision kommer simpelt nok til at hedde American Song Contest, og værterne er netop blevet afsløret: Super Bowl-aktuelle Snoop Dogg og popstjernen Kelly Clarkson, der i øvrigt vandt talentkonkurrencen American Idol tilbage i 2002.
American Song Contest strækker sig over hele otte uger – fra den 21. marts og frem til finalen, der kommer til at stå den 9. maj. Hvilket i øvrigt er samme dag, semifinalerne til det europæiske Eurovision starter.
Til American Song Contest kommer der til at være hele 56 deltagere, der repræsenterer alle USA’s forskellige stater.