KOMMENTAR. Måns Zelmerlöw, Jamala, Salvador Sobral, Netta og Duncan Laurence.
En liste de fleste nok nemt kunne forveksle med sidste års vindere af VM i bordtennis, men det er faktisk derimod Eurovision-vinderne i årrækken 2015-2019. Ikke ligefrem artister man kan beskylde for at have sat et eftertrykkeligt aftryk i musikverdenen i kølvandet på deres optræden i sangkonkurrencen, der sidste år målte 183 million seere på verdensplan.
Det er alligevel imponerende, at de her kunstnere ikke har fået mere ud af det, begivenhedens størrelse taget i betragtning. At man åbenbart ikke kan bruge den opmærksomhed til at få startet sig en nogenlunde karriere.
Det tror jeg dog kommer til at ændre sig fremadrettet.
For musikbranchen er lige nu i mild desperation i forhold til at få markedsført musik. Det har nemlig aldrig været sværere at skabe musikstjerner.
Tidligere har mediedækningen været båret af få store medier med vigtige gatekeepers ansat. Man kunne skabe stjerner over natten ved at lade kunstnerne optræde i det rette tv-show, få den gode anmeldelse hos det rigtige musikmedie eller få en sang voldspillet hos en stor radiostation.
Disse ting er selvfølgelig stadig mulige, men i dag er seerne, læserne og lytterne i langt højere grad forsvundet ud over mange flere medier, da der er større udbud, og de anarkistiske sociale medier suger opmærksomheden fra musikforbrugere og er umulige at styre for de kommercielle spillere i musikbranchen.
Her er det internationale Melodi Grand Prix trods alt en af de sidste bastioner af musikbegivenheder, der rent faktisk har så stort et reach, at man – som det ses med årets vinder, Måneskin – burde have muligheden for at skabe karriere med en enkelt optræden (ok, plus en semifinale).
Det italienske rockband Måneskin (med den halvt danske bassist Victoria De Angelis) har i år vist det potentiale, som der ligger gemt i Eurovision. Og som jeg tror, vi kommer til at se mere til de kommende år.
Fra Eurovision til support for The Rolling Stones og milliarder af streams
Formatet har jo faktisk været utrolig meget forud for sin tid, og Eurovisions udformning er som skabt til den moderne seer, der kan lide underholdningselementerne, der minder om programmer som ’X Factor’. Men man kan også samtidig tillade sig at second screene, mens man hepper på sin favorit (måske ironisk) sammen med sine venner.
Det interessante ved dette års vinder er, at Måneskins Grand Prix-vindersang ’Zitti e Buoni’ faktisk blev et hit udenfor sangkonkurrencen i maj. Den gik nummer et i blandt andet Holland, Sverige og Polen – og var den første sang på italiensk i den britiske top-20 i 30 år.
Og Måneskin har fulgt op med endnu mere succes; De har samarbejdet med Iggy Pop. Og deres 2017-cover af den gamle 60’er-sang ’Beggin’ er gået amok siden Eurovision og har næsten 800 millioner Spotify-afspilninger.
Hvad der er mindst lige så interessant er, at gruppen – det tidligere var med ’X Factor Italia’ – har formået opretholde en vis form kunstnerisk integritet. De er ikke blevet spiddet ned at alle hipstermedierne – se bare deres seneste interview i magasinet Dazed, der har taget sig tid til at lave en dybdegående artikel om bandets baggrund og musik.
I november åbnede Måneskin endda for selveste The Rolling Stones i Las Vegas – døren til rockhimlen er åben på vid gab!
Tendensen til, at folk har deltaget i Eurovision med forhåbning om at skabe en levedygtig og troværdig karriere, har spiret i nogle år.
Se bare på Islands deltagere de seneste år. I 2019 var det Hatari, der samme år spillede på Roskilde Festival, og i 2021 var det Daði Freyr, der pludselig kunne sælge store europaturneer ud efter sin optræden i Eurovision uden at blive sat i bås eller ringeagtet, bare fordi han har været med i musikkonkurrencen.
Måneskins succes via deltagelse i Eurovision kommer endda i et år, hvor vi bliver mindet om ABBA’s verdensomspændende ’Waterloo’-sejrsgang med comebacket fra Melodi Grand Prix-gruppen over dem alle.
Nye vinde over Eurovision
I nogle områder af verden er der langt til den folkelige anerkendelse og opbakning til de artister, der bliver sendt afsted til Eurovision. Og her er England måske det voldsommeste eksempel.
Her har både Gallagher-brødrene og talkshowværten Graham Norton udtalt sig hånligt omkring sangkonkurrencen. Især sidstnævnte har gjort det til et varemærke at behandle Englands deltagelse med sarkastisk spydigheder.
Det vilde er, at Norton er vært for BBC’s dækning af Melodi Grand Prix! Hans forgænger Terry Wogan havde fuldstændig samme tilgang til opgaven, og han er kendt for at have sagt om Eurovision, at »det er meningen, det er dårligt. Og jo værre, det er, jo sjovere er det«. Det er som om, landet elsker at hade sangkonkurrencen. De optrædende må næsten føle sig bagud på point fra starten af.
James Newman, der deltog for landet i år, var dog også meget bagud på point, da konkurrencen var slut. Hans sangbidrag for England, ’Embers’, fik til ret lidt forundring tildelt lige præcis nul point samlet og blev sjovt nok nummer sidst.
Endnu en Eurovision-nedtur i et af de lande, der notorisk er kendt for at være mest kritisk overfor konkurrencen.
Men det har man nu tænkt sig at gøre op med, da et af landets hotteste artist management-firmaer, ’Tap’, er blevet kørt i stilling til at skulle skrive og producere næste års Melodi Grand Prix-sang.
I den forbindelse har Dua Lipa og Elton John, som er repræsenteret af Tap, udtalt deres støtte. Elton John siger i en pressemeddelelse, at Eurovision er »en vidunderlig mulighed for at minde verden om, hvor meget talent og diversitet vores land har«.
Det står dog ikke helt klart, hvorvidt Dua Lipa og Elton John rent faktisk vil stå til rådighed med andet end rosende ord, når slaget skal slås og et hit skal skrives. Men England har en meget mere konstrueret tilgang til, hvem der bliver udvalgt til at repræsentere landet, og med et management-firma ombord, der også arbejder med Caroline Polachek og Lana Del Rey, så er der lagt op til nye boller på suppen.
Jeg havde slet ikke troet, at et firma som Tap ville turde sætte deres image på spil med noget som Eurovision, men tiderne er altså ved at skifte.
Og så skal vi ikke glemme Will Ferrell og Rachel McAdams’ Netflix-film fra sidste år, ’Eurovision: The Story of Fire Saga’.
Komedien har uden tvivl skubbet yderligere til kitsch-faktoren ved Melodi Grand Prix, men den skabte også en form for universel velvilje hos generationer, som måske mest så på begivenheden med spot.
Med Måneskins ufattelige succes som bannerfører kunne noget altså tyde på, at der blæser nye vinde ind over det gamle Melodi Grand Prix. Sangkonkurrence har pludselig vist sig (igen) at være en gangbar vej til ægte succes i musikbranchen.
Det skal blive spændende, om forandringerne for alvor kan mærkes til næste års show.
Rasmus Damsholt er skribent, artist manager hos ATC Management, Radiovært hos Radio Loud og ansvarlig for undervisning i musikbranchekendskab hos Danish Songwriter Academy.