1. Zar Paulo ‘Tiger’
Året startede med, at poprockerne i Zar Paulo udgav den blændende dansktoppastiche ‘Klap for fædrelandet’, og nu fortsætter de stimen af stærke sange med ‘Tiger’, der er en pulserende, energisk og ret så kæk komposition.
Linjer som »Er du fra Jylland? Det er jeg også« er så dejligt finurlige og lette at synge med på, og når vi når til omkvædets »Alle dem der bløder er velkommen«, er det en euforisk opfordring til at hoppe og danse med på musikken.
Zar Paulo fortæller selv, at sangen »behandler oplevelsen af at mødes med en god ven og opdage, at det er en date«. Både ‘Tiger’ og ‘Klap for fædrelandet’ peger frem mod et debutalbum, der udkommer til efteråret, hvor bandet også drager på turné.
2. 100 Gecs ‘Doritos & Fritos’
Den vanvittige hyperpopduo 100 Gecs fortsætter med at bryde alle normer på den new wave-klingende ‘Doritos & Fritos’, hvor den stærke melodi fylder mindst lige så meget som den gakkede lyd. Sangen peger frem mod albummet ‘10000 Gecs’, der lander senere i år.
3. Pusha T ‘Brambleton’
Pusha T’s 2018-mesterværk ‘Daytona’ startede stærkt med nummeret ‘If You Know You Know’, og på den nye efterfølger ‘It’s Almost Dry’ fortsætter rapperen med at have god sans for åbningsnumre. ‘Brambleton’ er i hvert fald en magterklæring fra første sekund – og så får man let lyst til at høre videre derfra.
4. Senso ‘Another Place’
Næstsidste nummer på den danske poprockgruppe Sensos debutalbum er ret beset finalen, idet det sidste nummer mest er en lille epilog. Og det er en rigtig flot finale, der med en episk opbygning cementerer, at der er rigtig store følelser på spil på tværs af albummet ‘The Void In Us’.
5. Fontaines D.C. ‘In ár gCroíthe go deo’
Åbneren på det spritnye album fra den Roskilde-aktuelle rockgruppe Fontaines D.C. gør hurtigt to ting klart: De besynger deres irske fædreland, og de har mange mørke, dystre følelser omkring det. De loopende korvokaler skaber en fremragende fornemmelse af drama, der fortsætter på resten af tracklisten.
6. Liss ‘Country Fuckboy’
For lidt under et år siden døde Liss-forsanger Søren Holm, og denne måned har resten af bandet meddelt, at de 10. juni vil udgive det debutalbum, bandet havde færdigindspillet i tiden op til Holms død. Den melankolske ‘Country Fuckboy’ er det ene af to numre, der nu er blevet udgivet fra albummet ‘I Guess Nothing Will Be the Same’.
7. Selina Gin ‘Young and Alive’
Den tidligere Nelson Can-sanger Selina Gin har i påsken meldt ud, at hun til september udgiver sit imødesete første soloalbum, veloplagt betitlet ‘Patiently Waiting’. Første single derfra er denne tænksomme skæring, hvor Gins stemme lyder fremragende.
8. Yung Lean & Skrillex feat. Bladee & Ecco2k ‘SummerTime Blood’
Tre hypede svenske cloudrappere og én engelsk superproducer på samme track? Det er jo ikke til at stå for. Og der er mere af denne følsomme, melodiske hiphop på Yung Leans seneste mixtape ‘Stardust’, der også byder på optrædener fra FKA Twigs, Thaiboy Digital og Ant Wan.
9. Jamie XX ‘Let’s Do It Again’
Det er festtid! Jamie xx har gang i solokarrieren disse dage, og den progressive housebanger ‘Let’s Do It Again’ er både rig på puls og tekstur. Og hvis den knap fire minutter lange udgave ovenfor ikke slukker festtørsten, kan du høre et syv minutter langt mix HER.
10. Vince Staples ‘Aye! (Free the Homies)’
Vince Staples har med ‘Ramona Park Broke My Heart’ begået et album, der lokker med poppede hooks og varme beats, men hvor der er en benhård socialrealisme til stede, når først man lytter efter lyrikken – et klasseeksempel på dette er ‘Aye! (Free the Homies)’.