Nu giver Harry Styles ikke bare én, men hele to koncerter i Danmark til næste år.
Forleden annoncerede den britiske popstjerne en koncert i Casa Arena i Horsens 13. maj, men allerede inden det officielle billetsalg er begyndt, er endnu et show samme sted blevet annonceret.
Harry Styles spiller således også i Casa Arena 14. maj.
De seneste dage har det været muligt at købe billet til koncerten 13. maj via diverse presales, og ifølge koncertarrangøren LiveNation er ekstrakoncerten blevet annonceret på grund af overvældende interesse.
Det officielle billetsalg til begge koncerter starter 2. september kl. 10.00 via Ticketmaster.
Den 3. juli i år skulle Harry Styles have spillet i Royal Arena, men koncerten blev aflyst selvsamme aften grundet skyderiet i det nærliggende storcenter Field’s.
Harry Styles (UK)
13. + 14. maj, 2023
Casa Arena, Horsens
Billetpris: 655-1.105 kr.