KOMMENTAR. I deres karriere er der ikke vildt meget tilbage at bevise for Gilli og Branco.
Sidste år var de to rappere de mest streamede musikere i Danmark. Det var de også i 2020.
De har begge taget springet fra singleartister til albumkunstnere med kritikerroste udgivelser som Brancos ’Baba Business’ og Gillis ’Carnival’. De har høstet stakkevis af priser og samarbejdet med både danske og udenlandske stjerner.
Hvis deres musikkarriere var ’GTA’, ville de nu være på det stadie, hvor man med vilje forsøger at køre lovpligtigt rundt i byen, fordi det er den eneste udfordring, der er tilbage, når man har gennemført alle missioner.
Eller, det vil sige, der er faktisk én ting, begge rappere mangler, før de til fulde har gennemført spillet.
De mangler at spille en stor, succesfuld stadionkoncert på egen hånd. Og skæbnen vil, at de begge skal strege det punkt på deres næsten tomme bucket list denne weekend.
På fredag spiller Branco i Forum. Lørdag er det Gillis tur, når han spiller i Royal Arena.
Det er egentlig utroligt at to så store musikstjerner ikke er nået til dette niveau før. Men begge rappere har igennem det meste af karrieren haft et kompliceret forhold til koncerter.
Svære shows i 2021
Dansk hiphops to streaming-giganter har begge været tilbageholdende med at optræde og virket som musikere, der har det bedst i studiet.
Gilli har længe haft ry for at være medie- og scenesky, mens Branco har virket decideret uinteresseret i at komme ud og underholde nogen som helst.
Når de to rappere alligevel er taget på turné, er det ikke altid gået lige godt.
Der har været slåskampe og anholdelser under en Molo-koncert i Odense, og Branco har selv fortalt om en episode, hvor hans gigantiske entourage skræmte både bookere og publikum, da de skabte ravage under en koncert i Aarhus.
Så kaotisk er det ikke længere. Men begge rappere kæmper stadig lidt med at spille live. Så sent som sidste år havde både Branco og Gilli komplicerede koncertoplevelser.
Gilli havde en katastrofal koncert på ØreSound (som nu hedder AiaSound), hvor han lignede en mand, der havde drukket sig lidt for meget mod til backstage. Det endte med, at hans B.O.C-makkere, Kesi og Benny Jamz, måtte redde dagen.
Helt lige så galt gik det ikke for Branco til Roskilde Festivals koncertrække Summer Days, men det var tydeligt, at den succesvante kunstner kæmpede med det – primært grundet coronarestriktioner – beskedne fremmøde.
»Diskrepansen mellem superstjernen Branco og den halvtomme Gloria-scene var elefanten i festivalrummet. Selv en solid koncert kunne ikke helt fjerne følelsen af antiklimaks«, skrev vi dengang i vores trestjernede anmeldelse.
Nu skal Branco og Gilli så have revanche. De to artister har haft tid til at øve sig siden sidste sommer. Tiden er inde til at vise, at de har formatet til at skabe et stort live-show.
Man kan mærke, at de to rappere er sultne efter at mestre den udfordring, når man læser nylige interviews med dem.
Noget på spil
»Hvis det bare handlede om penge, havde jeg ikke gjort det«, lød det fra Branco, da vi talte med ham om Forum-koncerten tidligere i år.
I det interview talte han om at udvikle sig som live-artist: »Når vi dukker op til shows, er det fordi, vi mener det. Det er ikke fordi, pengene driver værket«.
Gilli har netop udgivet sit andet album i år lige i tide til koncerten, hvilket indikerer, hvor vigtig en rolle det show spiller for ham. Og så har han i et interview med Euroman beskrevet et nyt ambitionsniveau på live-fronten.
»Det bliver noget helt andet end alle koncerter, jeg tidligere har givet«, lyder det her. »Det bliver mere et show, mere gennemført. Når folk går derfra, håber jeg, at de nærmest er chokerede over, hvor storslået det har været«.
I ovennævnte interview taler Gilli også om at være inspireret af Dr. Dres legendariske ‘Up In Smoke’-turné, samt om at inddele koncerten i flere forskellige akter, med hver sin musikalsk identitet.
Hverken Branco eller Gilli underspiller, hvor vigtig koncerten er for dem.
De to rappere taler om deres første store arenakoncerter som noget skelsættende. En markering, som man siger på rappersprog.
»Jeg lover jer, I aldrig har set ligende på dansk jord«, har Branco skrevet på Instagram. Gilli har kaldt sin koncert for »det mest vanvittige, jeg nogensinde har lavet« på samme platform.
Der er altså lagt op til noget af en koncertweekend på hiphopfronten: To arenashows, hvor dansk hiphops to titaner skal vise, at de ikke kun er de største på Spotify, men også er stjerner på live-fronten.
Som Gilli siger i Euroman-interviewet: »En ting er at streame, som jeg gør, men jeg vil gerne have det hele med«.