Du har måske hørt, at poppunken er tilbage. Unge artister som Olivia Rodrigo, Machine Gun Kelly, Willow og Billie Eilish har den seneste tid omfavnet genren, og 00’er-stjerner som Avril Lavigne er også vendt tilbage til stilen.
Én af hovedkræfterne bag tidens poppunk-revival er Blink-182-trommeslageren Travis Barker, der har været inde over mange af de her nye numre. Nu rører Barkers eget band så på sig igen.
Blink-182 har nemlig netop annonceret en gigantisk verdensturné, der blandt andet kommer forbi Royal Arena i København den 12. september.
Trioen er dog ikke kun tilbage på turné. Der er også ny musik på vej. Den 14. oktober lander der således en ny single ved navn ‘Edging’.
Blink-182 blev grundlagt i 1992, og bandet havde stor succes omkring årtusindeskiftet med hits som ‘All the Small Things’ og ‘What’s My Age Again?’. De var et af de største og mest indflydelsesrige poppunk-bands.
I 2015 forlod guitaristen Tom DeLonge Blink-182, men nu er den originale trio – der ud over DeLonge og Barker består af Mark Hoppus – altså genforenet.
Billetsalget starter 17. oktober klokken 10.00 via ticketmaster.
Blink-182 (US)
12. september 2023
Royal Arena
Billetpris: 325-700 kr.