Panic! at the Disco – en af mastodonterne fra 00’ernes emo- og poppunk-bølge – er nu et overstået kapitel.
Sådan lyder det i et nyt Instagram-opslag fra Brendon Urie, for hvem Panic! at the Disco de seneste otte år har været et soloprojekt.
Årsagen er, at Urie og hans hustru venter et barn, og at han fremover ønsker at fokusere på familien.
»Nogle gange må en rejse slutte, for at en anden kan begynde«, skriver Urie blandt andet og understreger, at hans forestående faderskab er både skræmmende og spændende.
»Når det så er sagt, har jeg valgt at afslutte dette kapitel af mit liv og at lægge mit fokus og min energi i familien, og dermed vil Panic! at the Disco ikke længere findes«.
Sammen med Fall Out Boy og Paramore er Panic! at the Disco blandt de få bands fra 00’ernes (måske lidt for forhadte?) emo- og poppunk-bevægelse, der er forblevet kommercielt relevante gennem 2010’erne.
Urie stiftede bandet i 2004, og året efter hittede de kæmpestort med singlen ‘I Write Sins Not Tragedies’. Siden 2015 har Urie videreført Panic! at the Disco som et soloprojekt, men nu er bandet altså officielt gået i opløsning.