For et par uger siden overraskede The 1975 publikummet under en koncert i London med en optræden fra ingen ringere end Taylor Swift, og onsdag aften teasede bandet så endnu en surprise-gæst til deres stort anlagte stadionshow i den engelske by Newcastle.
»Gæsteoptræden af… Harry Styles« stod der pludselig på skærmen bag bandet (ikke ulig måden de i sin tid introducerede Taylor Swift), og publikum gik selvsagt i selvsving.
Problemet var bare, at det ikke var Harry Styles, der kom på scenen. Det var Lewis Capaldi – den skotske singer/songwriter, der står bag hitballader som ‘Someone You Loved’ og ‘Before You Go’.
Forvirringen blandt publikum var – forståeligt nok – enorm.
Men Capaldi fik hurtigt overvundet The 1975’s fans med et akustisk cover af bandets fanfavorit ‘Antichrist’, som Matty Healy og co. aldrig selv har spillet live.
Capaldi gav også et akustisk cover af Taylor Swifts ‘Love Story’, der for alvor gav publikum noget at skråle med på.
Tidligere på den igangværende The 1975-turné har fans kunnet se til, mens Healy spiste råt kød og gnubbede sig i skridtet. Den excentriske frontmand har også haft for vane at snave med sit publikum.