Det var ikke musikken, der løb med opmærksomheden, da Rihanna efter flere års livepause optrådte til årets Super Bowl.
Allerede få sekunder inde i showet afslørede kameraet nemlig Rihannas gravide mave, fint fremhævet i en stram rød heldragt med røde cargopants (low key de vildeste graviditetsbukser nogensinde, men det er en anden snak).
At kalde graviditetsafsløringen en overraskelse ville være en underdrivelse. Men så alligevel ikke. For de seneste år er såkaldte pregnancy reveals blevet et udbredt greb for vor tids popstjerner.
Engang hørte vi ellers mest om gravide popstjerner igennem zoomede billeder, bodyshaming og rygter på pressens kulørte forsider. At være mor og musiker på samme tid blev fremstillet som en næsten umulig opgave.
Pregnancy reveals er selvfølgelig ikke et helt nyt fænomen i popkultur. Mange husker nok, da Beyoncé til MTV VMA’s i 2011 åbnede en paillet-cardigan og kærtegnede sin gravide mave på scenen. Eller da M.I.A. til Grammy Awards i 2009 stod på scenen iført et mesh-outfit med sin højgravide mave.
Men den seneste tid har graviditetsafsløringerne taget til i både kreativitet og størrelsesorden. Også danske kunstnere som Jada.
Flere og flere popstjerner bruger dem til at tage magten over deres kroppe tilbage, og demonstrerer derved at graviditet ikke er endestationen – tværtimod.
Her er fem af de mest opsigtsvækkende graviditetsafsløringer fra de seneste år.
1. Beyoncé (2017)
Beyoncé lignede intet mindre end Moder Jord på billedet, med hvilket hun i 2017 afslørede, at hun og Jay Z ikke bare ventede barn igen, men tvillinger.
Helt silkeblødt i udtrykket sad hun på sine knæ, indhyllet i blomster med et grønt slør for ansigtet og sin tvillingemave.
Det siges at gravide kvinder har en særlig glød over sig, og Beyoncé glødede hele vejen igennem iPhone-skærmen. Det var første gang, at SoMe generationen, så en graviditet iscenesat på den måde. Som et event.
Med et enkelt billede skabte popstjernen utrolig meget genlyd. Pludselig kunne massevis af kvinder spejle sig i Beyoncé på en ny måde. Det var startskuddet for en ny måde at tænke pregnancy reveals på.
2. Katy Perry (2020)
Da Katy Perry i 2020 endelig var klar til at dele nyheden om sin graviditet, valgte hun et lidt mere omfattende format.
Nemlig en hel musikvideo i form af ‘Never Worn White’, en i forvejen personlig kærlighedssang dedikeret til Perrys forlovede, Orlando Bloom.
Perrys ambitiøse, næsten filmiske musikvideoer har altid været en stor del af hendes kunstneriske identitet, så i det lys giver det mening for hende at præsentere sin graviditet i netop en video.
Man samtidig var det valg også med til at normalisere gravide popstjerne-kroppe. Kary Perry skjulte ikke sin graviditet, hun fremstillede den så centralt, som hun overhovedet kunne.
3. Cardi B (2018 og 2021)
Cardi B afslørede begge sine graviditeter foran et hujende publikum. Først iført en engle-agtig, hvid kjole i 2018, hvor hun gæstede ‘Saturday Night Live’. Anden gang i 2021 til BET Awards, hvor en stram, sort dragt med mesh på maven erstattede den jomfruelige hvide.
Hun mindede om en superhelt – Catwoman måske.
Den udfordrende dragt, hendes hårde rapstrofer og den adrætte gang på scenen, var alt sammen noget, hun også ville have gjort inden graviditeten. Derfor blev scenariet automatisk en påmindelse om, at graviditet ikke behøver ændre noget – at den ikke er en hæmsko, som den forældede holdning ellers ville være.
Det er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, hvor meget Cardi B har skulle kæmpe sig til respekt i den mandsdominerede hiphopverden. Både som eks-stripper og som kvinde. Nu beviste hun saftsusme også, at man snildt kan være gravid og rapper på samme tid.
4. Halsey (2021)
Da Halsey i 2021 blev gravid, nøjedes hun ikke med et enkelt foto eller en video, da hun skulle afsløre det. Hun dedikerede et helt album til sin nyerhvervede mor-titel i form af ‘If I Can’t Have Love, I Want Power’.
Albumcoveret portrætterer Halsey på en gigantisk trone af guld med sit barn og sin barm fremme for at aftabuisere amning. Og med sange som ‘I Am Not A Woman I Am A God’ slog hun et af de mest direkte slag for moderskabet i moderne popmusik.
Albummet markerede kulminationen på en lang udvikling, hvor flere og flere kvindelige popstjerner har taget ejerskab over deres graviditet på opsigtsvækkende vis. Hos Halsey var graviditet et bærende tema i selve musikken.
Graviditetsafsløringen var gået fra Instagram til liveshow til musikvideo – til et helt album.
5. Rihanna (2021 og 2022)
Rihannas graviditetsafsløringer har vakt opmærksomhed på en nærmest uhørt skala.
Man skulle næsten tro, at de selv havde ringet til paparazzierne, da Rihanna og ASAP Rocky i 2021 spadserede en tur i Harlem, og for første gang viste, at de havde et barn på vej. Rihanna var iklædt en pink frakke, store smykker og bar babybule.
De billeder, og outfits hun bar i månederne efter, var med til at ændre graviditetsmoden verden over. Pludselig så man gravide kvinder i crop tops omfavne deres nye kurver i stedet for at skjule dem.
På scenen ved Super Bowl havde afsløringen skiftet karakter.
Der var ingen bar mave. Det røde outfit skabte associationer til filmen ’De utrolige’.
Ligesom Cardi B lignede Rihanna en superheltemor, der selvom hun fødte sin søn for under et år siden, stod svævende i luften, gravid igen, i færd med at fremføre et af de mest prestigefyldte shows i verden.
Det var en magtdemonstration uden lige. Endnu en hyldest af kvindekroppen, der viste, at der ikke er én rigtig måde at fremstille den på som gravid.
Det er det, nutidens popstjerner understreger, når de deler deres graviditeter på den her måde. De skaber et fællesskab til resten af kvinderne i verden, men vigtigst af alt beviser de, at graviditet ikke behøver være en endestation.