Ligegyldighed er nærmest blevet Rihannas varemærke, og gårsdagens Super Bowl-optræden var ingen undtagelse.
Et strømlinet, stilsikkert show, der hverken bød på gæsteoptrædener eller store sceneskift. Bare badgalriri, der vandrede upåvirket rundt på scenen iført et blodrødt bodysuit med matchende brystharnisk, mens en horde af hvidklædte dansere sværmede om hende som den superstjerne, hun er.
Det var en mildest talt afdæmpet seance. Ingenlunde i stil med de pompøse make-or-break-momenter, som Super Bowl-optrædener ellers plejer at være garant for. I stedet leverede Rihanna en overlegen banger-parade, der på knap 14 minutter nåede omkring næsten lige så mange hits.
At køre på autopilot med et overforbrug af backingtrack til USA’s største årlige sportsbegivenhed kan læses som et vanvittigt power move. Som om end ikke det legendariske halvlegsshow kan få Rihanna til at anstrenge sig.
Hun er jo trods alt Rihanna. Hendes blotte tilstedeværelse burde være nok, ikke?
Måske. Eller måske har indifferensen efterhånden taget overhånd.
Rihanna giver ingen fucks
At hendes optræden var så afdæmpet en affære er ikke overraskende. For den helt store popfest, som nogle fans nok havde forventet, er ikke længere forenelig med Rihannas persona anno 2023.
Rihanna har alle dage udstrålet ukuelig ‘I don’t care’-energi, men ligegyldigheden har nået nye højder de seneste år. Faktisk er det efterhånden blevet lidt af et meme, at en af verdens største popstjerner ikke giver en fuck for noget som helst.
Hendes seneste album – det genrebøjende, efterhånden syv år gamle ‘Anti’ – var en slags foreløbig kulmination på hendes tiltagende modvilje mod det gængse superstjerne-narrativ. Et anti-popalbum, som Soundvenues Mette Holm dengang beskrev det i sin anmeldelse.
På samme måde kan man velsagtens betragte gårsdagens optræden som et anti-halvlegsshow.
Men hvor ‘Anti’s kompromisløshed bestod i den aggressive produktion og skrotningen af Rihannas vante mainstreampop, var Super Bowl-showet snarere kompromisløst, fordi superstjernen nægtede at gøre et stort nummer ud af det.
Rihanna fortrak knap en mine, selv da fyrværkerier gang på gang eksploderede over stadiontaget. Mimikken var minimal, dansetrinnene halvhjertede og interaktionen med publikum ikkeeksisterende.
Det var spøjst at se Rihannas totale mangel på engagement på så stor en scene. Det fik popstjernens ligegyldighed til at stå tydeligere frem end nogensinde. I virkeligheden var den største overraskelse til hendes Super Bowl-optræden vel egentlig, at der ikke var nogen overraskelser.
Okay, det er selvfølgelig ikke helt rigtigt. Der var trods alt én stor overraskelse: Babybulen.
Jep, Rihanna er gravid igen, hvilket hun stolt viste frem under showet. Og det er ikke udelukket, at netop graviditeten er en del af forklaringen bag hendes afmålte optræden. For selvfølgelig kunne Rihanna ikke give sine baggrundsdansere kamp til stregen, som Beyoncé gjorde det under sin magtdemonstration i 2013.
Men det handlede ikke kun om Rihannas måde at bevæge sig på. Det handlede om hendes attitude. Som da hun som en anden rapper bare satte sig ned og lænede sig tilbage under fremføringen af ‘Pour It Up’. Eller da hun under ‘All of the Lights’ lige skulle opfriske sin makeup. Det var demonstrativt uengageret.
Selvsikkert eller ugideligt?
På dén måde var det et show lige i Rihannas ånd. Hendes Super Bowl-optræden efterlod ingen tvivl om, at hun ikke bare er verdens rigeste kvindelige musiker, men også den køligste.
Det havde umiddelbart været nemt at glæde publikum med en surprise-optræden fra Jay-Z under hendes fremføring af ‘Umbrella’. Calvin Harris under ‘We Found Love’. DJ Khaled under ‘Wild Thoughts’. (Fair play ikke at invitere Kanye West forbi til ‘All of the Lights’ alt taget i betragtning).
Men Rihanna havde tydeligvis ikke brug for nogen af dem.
Det er på sin vis forfriskende, at hele seancen var så underspillet.
Måske ender hendes optræden endda med at gå over i historiebøgerne af netop denne grund. Ikke nødvendigvis som et højdepunkt, men som en antitese til shows som The Weeknds overdådige pragtpræstation i 2021 og Dr. Dres stjernespækkede hiphophyldest i 2022.
Men i sidste ende kan et sådant show heller ikke undgå at føles en anelse undervældende.
Altså: Hvis Rihanna gerne vil skide højt og helligt på alle forventninger, hvorfor har hun så sagt ja til at komme? Det hele lugtede lidt af, at hun var for sej til at give et show. Som om hun er fanget i fortællingen om sin egen indifferens.
Man kunne fristes til at sige, at Rihanna er blevet for cool. At hun er gået fra selvsikker til ugidelig.
Men hey, det er Rihanna nok skideligeglad med, om du synes.