Der er fuld fart på festivalannonceringerne. Denne uge har allerede budt på offentliggørelser fra Roskilde Festival, AiaSound og Syd For Solen, og nu har NorthSide også navne-nyt med fire internationale tilføjelser til plakaten.
Det største navn i dagens offentliggørelser er britiske The Chemical Brothers, der vender tilbage til festivalen, hvor de i 2016 gav en strålende koncert.
Derudover har NorthSide annonceret det islandske band Kaleo, samt to andre navne i den elektroniske afdeling: Den australske Dom Dolla, der er med på det nye Gorillaz-album, og canadiske Blond:ish.
The Chemical Brothers har en diskografi på ni album og over 30 år på bagen som band. Senest har de i 2021 været aktuelle med singlen ‘The Darkness That You Fear’.
De nye navne følger efter den seneste januar-pakke, der serverede Pusha T, Lukas Graham og 23 andre artister.