The Chemical Brothers støver effektivt gamle tricks af på ‘Born in the Echoes’

4 6
The Chemical Brothers støver effektivt gamle tricks af på ‘Born in the Echoes’

Når en gruppe som The Chemical Brothers, der har været så genreskelsættende i moderne elektronisk dansemusik, på tyvende år vælger at udgive ny musik, må det være fordi, de mener, de stadig har noget at tilbyde de festende masser. Dansemusikken er en flygtig størrelse, der er i konstant forandring, og derfor er det da også noget af en udfordring, som Tom Rowlands og Ed Simons, med henholdsvis 44 og 45 år på bagen, har givet sig selv på deres ottende studiealbum.

Selvom det ikke rigtig kan høres, at der er gået 20 år siden debuten, er der alligevel så meget melodiøsitet og effektfuld slagkraft i albummet, at det som helhed fremstår ganske habilt – i enkelte tilfælde faktisk ganske fænomenalt.

Fra første sekund er der ingen tvivl om, at det er en Chemical Brothers-plade, man har med at gøre. De hvislende, hvirvlende lydeffekter, der drager lytteren ind i eksalteret stammedans, er der ingen, der kan gøre dem efter.

Og dansen er netop, hvad der er i centrum. Siden duoens 1999-album, ’Surrender’, har de voluminøse break beats været lagt i skuffen til fordel for mere regulære house-strukturer, og det er også tilfældet for langt de fleste numre på det nye album.

Faktisk virker det som om, at Rowlands og Simons har fundet den 16 år gamle sample-bank frem for at se, om der stadig kan kværnes dansable og kunstnerisk interessante rytmer ud af maskineriet.

På ’Wide Open’, hvor Beck leverer melankolsk vokal til et supermelodisk house-nummer med stort hitpotentiale, lykkes det fremragende. Ligeså på de langt mørkere og mere psykedeliske ’Under Leon Lights’ og ’Born in the Echoes’, hvor St. Vincent og Cate Le Bon begge gæster med messende vokaler, der ligger langt fra deres sædvanlige udtryk.

’Go’ med Q-Tip på vokal forsøger at genoplive electrorap-magien fra megahittet ’Galvanize’, og det lykkes et langt stykke hen ad vejen, selvom omkvædet stikker af i en lidt upassende popretning.

Alt i alt virker det dog som om, at Chemical Brothers har haft mere fokus på at støve deres gamle tricks af, end på at lære nye. Kun på ’Just Bang’ viser de med et synkoperet, nærmest moombahton-agtigt beat og en minimalt funkende basgang, at de har holdt en smule øje med udviklingen.

Hvis ’Born in the Echoes’ bliver duoens sidste album, er det et værdigt farvel, men ikke ét, der redefinerer dem for en ny generation.


Kort sagt:
Med 20 år på bagen og deres ottende album i bagagen byder Chemical Brothers endnu engang op til dans. De kan stadig stadig deres metier ud i løst afgrænsede house-strukturer, men hvis ’Born in the Echoes’ bliver duoens sidste album, bliver det et værdigt farvel, men ikke ét, der vil redefinere dem for en ny generation.

Læs også: Disse otte album skal du høre i juli

The Chemical Brothers. 'Born in the Echoes'. Album.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af