Nyt koncertkoncept rejser rundt i landet til sommer – med blandt andre Tessa og Lamin på programmet

Nyt koncertkoncept rejser rundt i landet til sommer – med blandt andre Tessa og Lamin på programmet
Tessa. (Foto: PR)

Et nyt dansk koncertkoncept har set dagens lys.

Det drejer sig om turnéen Backyard Stage, der i løbet af foråret og sommeren rejser rundt i tre danske byer med en række danske artister på programmet.

Kigger man på det netop annoncerede lineup, kunne man godt foranlediges til at tro, at Backyard Stage var en slags hiphopturné.

Øverst på plakaten finder vi nemlig Tessa, mens også Lamin, Icekiid og Gobs er en del af årets program.

Men ifølge en pressemeddelelse favner Backyard Stages musikprofil bredere end det:

»Artisterne på Backyard Stage er en blanding af toppen af hitlisterne samt de kunstnere, der er ved at slå igennem, eller som lige har gjort det«, lyder det i pressemeddelelsen.

Her skriver Backyard Stage desuden, at koncertkonceptet ønsker at appellere til de 18-25-årige i de forskellige byer.

Turnéen har sit første stop i Espelunden i Rødovre den 19. maj. Derefter gælder det Vognsbølparken i Esbjerg den 2. juni og til sidst Agri Nord i Aalborg den 18. august. Alle tre stop på turnéen har plads til 8.000 gæster.

Billetterne går i salg klokken 11.00 i dag hos Backyardstage.dk. Prisen er 179 kroner for en Early Bird-billet og derefter 229 kroner.

Backyard Stage lineup:
Tessa
Icekiid
The Jerryz
Bathsheba
Thor Farlov
Lamin
Skinz
Gobs
Lord Siva (Kun i Rødovre)
TooManyLeftHands (Kun i Rødovre)
Emil Lange (Kun i Esbjerg og Aalborg)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af