Rune Rasks 10 bedste beats – ifølge Rune Rask selv

Der er kun én person, vi stoler på, når det kommer til at vurdere producerlegendens beats: Rune Rask selv.
Rune Rasks 10 bedste beats – ifølge Rune Rask selv
Rune Rask. (Foto: William Green)

Rune Rask har siden årtusindeskiftet været et af de vigtigste producernavne i dansk hiphop.  

Som instrumental styrmand bag Suspekt har han været med til at diktere lyden af dansk hiphop, og nu, godt to år efter den selvbetitlede solodebut, står Rune Rask klar med andet album under eget navn.  

Værket hedder ’Face Yourself’, en titel der kom efter en længere periode med sygdom og isolation, hvor intensiteten af eget selskab blev startskuddet på en ny kreativ proces.  

Det fortæller producerlegenden, da vi ringer til ham i forbindelse med udgivelsen. 

’Face Yourself’ er et »snapshot af en tid«, forklarer han. Rune Rask har nemlig arbejdet på at bryde med genrekonventionerne i hiphop og forsøge at give lytteren et indblik i producerens maskinrum.  

Som Rune Rask selv påpeger: »Pablo Picasso udgav også bare sin proces, og det er jo gået meget fint for ham«. 

Men hvordan er Suspekt-medlemmet gået fra spirende hiphopproducer fra Albertslund til veritabel beat-Picasso med en solokarriere?  

 Det fortæller Rune Rask her – gennem en rangering af sine ti bedste beats. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Suspekt ’Kinky fætter’ (2003) 

»’Kinky fætter’ var meget simpel at lave. Nogle gange sker ting bare. Jeg kan huske at sidde med beatet og være bange for, om det var for uptempo, det jeg havde gang i«.

»Jeg syntes næsten, det var wack, men nu spiller vi aldrig en koncert uden at spille den. ’Kinky fætter’ beviste, at folk godt gider sådan nogle uptempo-ting til koncerter. Jeg skulle bare lige lære, at det er okay at lave noget, som ikke bare er lusket«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Rune Rask ‘The Bazaar Is Open’ (2021) 

»’The Bazaar Is Open’ er en slags mellemlægspapir mellem min solodebut og det, der sker nu. Den er et indblik i min proces som soloartist. Jeg sad i studiet og arbejdede med at sample introen fra en mellemøstlig sang, der endte med at blive grundlag for beatet«.

»Albert (Wanscher, producer, red.) kom, og lagde den her næsten trance-agtige bassline, og så kom resten derfra. Vi prøvede nogle ting med Kidd, som også var i studiet, men sangen larmer vist nok i sig selv«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Suspekt ‘Nyt pas’ (2011) / Schoolboy Q ‘Sacrilegious’ (2012)

(De to sange bruger samme beat, red.)

»I perioden op til at vi udgav ’Elektra’, syntes jeg egentligt ikke, der var noget rapmusik for mig. Folk kørte meget rundt i det samme. Jeg havde været i USA, og talt med en fyr, der havde et studie i L.A., og havde givet ham nogle af mine beats«.

»Så kom der pludseligt et track tilbage med en fyr, som folk snakkede om, ville blive det næste store. Jeg kan huske, at jeg hørte det, og dels var jeg glad for at være med på det, men jeg var også bare glad for, at der endeligt kom nogen, der kunne rappe«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Suspekt ’Helt alene’ (2011) / Kendrick Lamar ’The Art of Peer Pressure’ (2012) 

(De to sange bruger samme beat, red.)

»Det er lidt den samme historie som med ’Nyt pas’. Jeg fik en mail tilbage fra ham med studiet i L.A., hvor der stod noget i retning af: ’Der er en der hedder Kendrick, som har rappet på dit beat, ham skal I nok lige holde øje med’«.

»Nogle måneder efter talte jeg med ham fyren fra studiet, og han sagde, at nu var Kendrick blevet signet af Dr. Dre, og så var det jo uundgåeligt, at det ville blive stort. Det var lidt en drengedrøm at sidde med en kontrakt fra Aftermath Records«.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Suspekt ’Proletar (Hvor jeg står)’ (2007) 

»Teksten i ’Proletar’ kommer rigtigt mange mennesker ved, den er sådan lidt Bruce Springsteen-agtig på en måde. Det var vores første ’Ugens Uundgåelige’ på P3, og første gang vi blev spillet massivt der. Det gjorde, at vi kunne komme ud og spille festivaler og få større shows og sådan«.

»Jeg var en del i Atlanta omkring 2005, og beatet er inspireret af, hvad der var stort derovre på det tidspunkt. Lil Jon, Ying Yang Twins og sådan noget: Der blev råbt ’hey’ på alt. ’Proletar’ har lidt den der Atlanta-vibe, den lyder bare ikke helt lige så digital«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Rune Rask ’Ibiza Boys’ (2023) 

»Jeg er begyndt at rejse lidt på det seneste, og fik så ideen om at tage til Ibiza. I det hus, vi skulle være i, var der et tilhørende studie i en gammel kostald med sådan nogle halvanden meter tykke stenvægge, hvor der havde været alle mulige celebrities igennem«.

»Der var en energi, jeg ikke rigtigt kan beskrive, men den ø gav bare et eller andet. Det endte med, at jeg aldrig kom udenfor grunden på den tur. Jeg skulle ikke ned og se byen, jeg skulle bare sidde i min kostald«.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Rune Rask ‘Egyptian Chef’ (2021) 

»’Egyptian Chef’ betyder meget for mig. Det var mit første solomateriale nogensinde efter at have lavet musik i 25 år. Jeg havde været vant til, at det var andre, der var ’artisten’, men nu var det pludselig mig«.

»Jeg havde ved en fejl sendt den til Andreas (Bai-D fra Suspekt, red.), og pludselig havde både ham og Emil (Orgi-E fra Suspekt, red.) skrevet tekster til den, selvom det skulle have været min sang. Jeg tænkte ’shit, så må vi hellere indspille’, og så opstod den alternative version med drengene på – held i uheld«.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Rune Rask ‘The Ghost With The Most’ (2023) 

»Det var den første sang, der blev lavet til debutpladen, og det var et nummer, jeg lærte rigtigt meget af at lave. Jeg fandt ud af at Olle Hägberg, som jeg arbejdede sammen med, kunne lave de her arabisk-inspirerede strygere, som vi så kunne indspille«.

»Jeg kan ikke skrive noder, men det kunne de andre, og det var sgu’ ret fedt at være med til at skrive strygere fra bunden. Jeg ville gerne have, at det lød som filmstrygere fra 50’erne – det var en hård kamp, men en god kamp«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Suspekt ‘Pariz’ (2023) 

»Jeg skulle spille til Fashion Week i Paris, hvilket jeg havde prøvet før. Jeg havde observeret, at mange af de ting, jeg spillede, var lidt for langsomme at gå til for modellerne, så jeg snakkede med en af dem, der arrangerede det, og fik hende til at optage, hvor hurtigt modellerne gik. ’Pariz’-beatet blev så lavet i en BPM, der matchede gangen«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Suspekt ‘Gonzo’ (2020) 

»Beatet til ’Gonzo’ skabte nærmest sig selv. Sangen opstod under en påskefrokost-studiesession. Der var i hvert fald snaps. Jeg drak ikke, så jeg gik ned i studiet«.

»Andreas (Bai-D, red.) havde hørt en del kalypso-ting, og selvom jeg ikke rigtigt gad at lave kalypso, tænkte jeg: ’Nu går jeg ned, og laver en kalypso-sang til min ven, og så håber jeg, at der er nogen, der kommer ned, og synger’. ’Gonzo’ har genoplivet os. Den har fået nye folk med, som måske ikke hører rap ellers. Alt lyser op, når vi spiller det nummer live«.

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af