Rune Rasks debutalbum fortjener din fulde opmærksomhed
I onsdags var jeg inde og anmelde Suspekt-producer Rune Rasks første solokoncert nogensinde på det nye københavnske spillested Stagebox. Min dom var kort sagt, at selv om Rasks soloproduktioner var rige på lækre detaljer, der lød godt live, var de også tit for sonisk smagfulde til deres eget bedste.
Den dom gælder til en vis grad også for hans spritnye selvbetitlede soloalbum – for det er jo i bund og grund den samme musik. Den jazzede instrumentalhiphop er uhyre gennemarbejdet, men den er også så ufarlig, at du sagtens kunne afspille den på en universitetscafé, mens de studerende får morgenens første slurk kaffe.
Men det er trods alt to forskellige kontekster, musikken bliver placeret i, live kontra på album. Og der skal ikke herske tvivl om, at ‘Rune Rask’ (som albummet hedder) byder på musik, der fungerer markant bedre i albumformat. Man skal som lytter have mulighed for at dykke ned i produktionen og mærke hver lille knitrende lyd
Lyden på albummet ligger i høj grad i forlængelse af, hvordan Rask har tilgået instrumentationen på Suspekts fremragende 2020-album ‘Sindssyge ting’ – et album, der jo viste sig også at fungere glimrende i instrumentaludgaven.
‘Sindssyge ting’ var også befolket af dramatiske beats, der bar en aura af elegance – selv lyrisk beskidte tracks som ‘Vil du med…’ og ‘Jeg har det fedt’ bliver til rigtig tænksomme, forsigtigt dramatiske numre, når først man fjerner rapperne fra lydbilledet.
Men ‘Rune Rask’ er en meget anden lytteoplevelse end instrumentaludgaven af ‘Sindssyge ting’. Rask har ganske vist selv proklameret, at der senere kommer udgaver med vokal på, men disse tracks er (modsat ‘Sindssyge ting’-produktionerne) fra starten tænkt som numre, hvor instrumentationen skal kunne stå på egne ben.
Musikken skal på egen hånd kunne vække stemninger, inspirere nysgerrighed og lege med lytterens forventninger. Der er ikke citerbare raplinjer, men der er mindeværdige skift i sangenes form – som da åbningsnummeret ‘The Ghost with the Most’ i første halvdel har et westernklingende guitarriff i fokus, for derefter at give rampelyset til et helt nyt riff spillet af nogle dramatiske strygere, der lyder som en hiphop-ificering af Hans Zimmers score til ‘The Prince of Egypt’.
Det er stemninger, der er meget mere givende at dykke ned i, når man sidder med sine hovedtelefoner og en repeatknap, end de er, når man er til en stort anlagt åbning af et nyt spillested.
Et eksempel på et nummer, der kun bliver stærkere efter hver gennemlytning, er ‘Regnvejr’.
Jeg elsker hvordan den centrale percussion her nærmest lyder som stilfærdigt dryp fra et utæt tag. Hvordan klaveret lige er så blødt i klangen, at det minder om lyden af at stryge fingeren over en fugtig overflade. Der er virkelig gjort meget for, at hver eneste lyd har en klang, der omfavner denne rare, men også efterårsmelankolske stemning, som sætter sig i kroppen, når man sidder indendørs på en regnvejrsdag.
Og det er helt klart med de briller på, at Rune Rasks soloalbum er mest givende – altså når man beundrer selve håndværket og aktivt giver det sin fulde opmærksomhed. For den mindste distraktion gør det let til et bekvemt baggrundssoundtrack, der sjældent kommanderer, at du fokuserer på musikken.
Men her tjener den lidt bekvemme lyd egentlig til albummets fordel – for det gør også repeatknappen fristende at trykke på. Og for hver gennemlytning gemmer der sig mere og mere, du som lytter kan forelske dig i, også hvis musikken blot kører i baggrunden.
Om det er de doo-woppede call-and-response-figurer på ‘Flóki’, det harmoniske samspil mellem bassen og strygerne på ‘Egyptian Chef’, eller den effektive ambience på ‘1999’, så er detaljegraden i produktionen altså imponerende.
Og så kan det godt være, at en lettere akavet spoken word-sektion på ‘Killer Snails’ trækker ned, og at ‘Mancini’ er så kort et nummer, at det aldrig for alvor indfrier groovets potentiale. Men selv disse numre byder på levende, animerede produktioner, der vinder ved at man som lytter deler ud af sin opmærksomhed.
Kort sagt:
Rune Rasks solodebut er en underspillet affære, men de smagfulde produktioner er rige på detaljer, der eksponerer sig selv for hver gennemlytning. Der er meget at dykke ned i.