Donald Glover er i øjeblikket aktuel med sin nye serie ‘Swarm’ og i den anledning har multitalentet lavet et stort videointerview med GQ, hvor han fortæller om centrale nedslag i sin karriere.
Blandt andet om den ikoniske ‘This Is America’, der ifølge Glover oprindeligt var tænkt som et diss-track mod ingen ringere end den canadiske megastjerne Drake.
»Ideen til sangen startede som en joke. For at være helt ærlig, var ‘This is America’ den eneste linje, vi havde. Det startede som en sjov måde at lave et Drake-diss på. Men så tænkte jeg: ‘Det her lyder ret hårdt’. Så jeg begyndte at lege med det«, siger Glover i videoen.
Han fortæller også om sit samarbejde med komponist og producer Ludwig Göransson (‘Black Panther’) og instruktør Hiro Murai, der stod bag den ikoniske musikvideo.
Han kommer også rundt om at skabe et øjeblik ud af sangen, da han havde premiere på den under ‘Saturday Night Live’, og om at hente inspiration fra Michael Jacksons ‘Thriller’ til sine særegne dansetrin.
»Der var en fornemmelse for, hvad der skete på det tidspunkt med alle optøjerne. Det havde stor indflydelse på min skriveproces. Jeg havde sessions med Young Thug og den slags folk, og jeg spurgte: ‘Hey, vil du med på den her sang?’. Jeg lavede sangen som en slags ‘We Are The World’ for trap«, fortæller Glover desuden.
Tidligere på året aflyste Glover pensionen af sit musiker-alter ego Childish Gambino, og fortalte i samme ombæring, at han var i studiet med en masse »hemmelige personer«. Han lovede desuden, at der snart ville komme til at ske noget på musikfronten.
Childish Gambinos seneste album ‘03.15.20’ udkom i 2020 under corona-nedlukningen.