Den igangværende Cannes Film Festival bruges ikke kun til at lancere comebacks og årets store film.
Dua Lipa brugte i stedet den røde løber til at annoncere sit parforhold til den franske instruktør Romain Gavras, som hun har delt en stribe billeder af på Instagram med teksten: »I går aftes i Cannes med min elskede«.
Rygterne om deres parforhold har verseret siden foråret, hvor parret blev set sammen – først til en fest i London, siden til modeugen i Paris.
Dua Lipa har tidligere dannet par med Anwar Hadid, broren til Gigi og Bella Hadid, men duoen gik fra hinanden i starten af 2021.
Romain Gavras har stået bag en række opsigtsvækkende musikvideoer for M.I.A. samt Jay-Z og Kanye West og instrueret kampagnevideoer for modehuse som Dior og Louis Vuitton.
Han har desuden instrueret tre spillefilm, senest den roste ‘Athena’ om politivold i Frankrig, der fik premiere på Venedig Film Festival sidste år, og som Soundvenues anmelder gav fem stjerner.