’Athena’: Fransk provokatørs Netflix-film om politivold er svær at ryste af sig
Med kontroversielle musikvideoer som de ultravoldelige ’Born Free’ (M.I.A.) og ’Stress’ (Justice), der begge hører til blandt de mest eksplicit brutale af slagsen nogensinde, har den franske instruktør Romain Gavras gentagne gang vist sig at være kompromisløs i sin skildring af uretfærdighed og undertrykkelse.
Indvandrerbanders umotiverede vold mod uskyldige, gadekampe mellem politi og oprørere samt brutale henrettelser af unge mænd. Intet er helligt filtreret gennem Gavras’ blik.
Samme kompromisløshed viste Gavras med sin rørende spillefilmdebut ’Our Day Will Come’ fra 2010 samt krimikomedien ’The World is Yours’ fra 2018, der uden at dyrke helt samme brutalitet kredser om de samme temaer.
Nu er Gavras aktuel med ’Athena’, der var udtaget til Venedig-festivalen i september og allerede kan ses på Netflix. Denne gang kombinerer han vold, uretfærdighed og undertrykkelse i en film, der er Gavras’ bedste og en vigtig fortælling på alle måder.
Allerede filmens indledende sekvens understreger Gavras’ kvaliteter som instruktør.
Vi introduceres for den franske soldat Abdel (Dali Benssalah), der nærmer sig politiets pressekonference i kølvandet på drabet på sin 13-årige bror, Idir. I et closeup ser vi, hvordan han kæmper for ikke at bryde sammen. Han står der ikke for at sørge, men som repræsentant for staten, og opfordrer folk til at forholde sig roligt ved den forestående protest dagen efter.
Mens Abdel taler, drejer kameraret og viser de fremmødte, heriblandt en anden ung mand, der fanger vores opmærksomhed. Det er Karim (Sami Slimane), ligeledes bror til Idir. I hånden har han en molotovcocktail. Han tænder den og kaster den, hvorefter de vrede fremmødte stormer bygningen bag politiet og stjæler et våbenskab, som de efterfølgende smider i en varevogn, der er brudt gennem bagdøren på politistationen.
Karim og hans hær kører væk i fuld fart, mens de svinger det franske flag fra deres biler. Efter kort tid er de tilbage ved deres tilholdssted, kaldet Athena, hvor de venter på, at politiet vil angribe.
Via et imponerende overblik fra Gavras og et ekstremt velkoreograferet kameraarbejde sker alt dette uden et eneste klip. Det i sig selv er ikke er nyt, og måske ikke engang ekstraordinært efterhånden, men Gavras formår med den intense åbning at sætte stemningen elegant, slå tematikken fast og skabe en stærk relation mellem de to brødre. Imens holder vi som publikum vejret, mens vi fanges af Gavras’ jerngreb. Et greb, der ikke slippes, før filmens sidste scene er slut.
Mens Abdel forsøger at komme i kontakt med Karim, er deres storebror Moktars (Ouassini Embarek) narkohandel i fare som følge af Karims oprør. Trods adskillige anmodninger fra Karim nægter Moktar at bidrage med våben til Karims kamp. I stedet evakuerer Moktar sig selv og en stor del af områdets beboere. Men i Karims øjne er man enten fjende eller ven.
Familiedramaet og de højspændte kampe mellem politi og oprørere er filmens primære drivkraft, og den eminente kameraføring tager én så langt inde i de eksplosive kampe, at man per refleks dukker sig for ikke at blive ramt af knytnæver, knipler og flyvende genstande.
Det, der dog gør ’Athena’ både aktuel, tankevækkende og nuanceret, er det politiske aspekt.
For midt i jagten på retfærdighed over drabet på Idir, midt i det indædte had til det politi, de er overbevist om står bag, stopper Gavras pludselig op og dvæler ved Karim, der betragter et billede af sin dræbte lillebror, mens medierne annoncerer, at drabet højest sandsynlig ikke er begået af politiet, men af højreekstremister iført politiuniformer.
Fortvivlelsen står prentet i Karims ansigt, hvorefter sorgen forvandles til frustration og efterfølgende had, og Karim stormer ud på gaden og tæsker løs på politiet. Også her gør Gavras brug af lange indstillinger, der giver publikum mulighed for at komme helt under huden og mærke hovedpersoners adrenalin.
Det er ikke kun de tre brødres perspektiv, filmen formidler. Også det ekstremt pressede politis historie skildres skarpt og nuancerigt. Blandt andet via den unge politibetjent Jérôme, der midt i kaosset tages som gidsel af Karim.
Athena er navnet på græsk mytologis gudinde for blandt andet krig og retfærdighed. Og det er præcis det, Gavras skildrer gennem sine karakterers ekstreme valg og handlinger. Man tvinges til at forholde sig til netop krig og retfærdighed – fra begge sider.
Kort sagt:
’Athena’ er en eminent, kompromisløs og nuanceret skildring af de mennesker, der kæmper for retfærdighed på begge sider af loven.