Iggy Pop holder snart ikke til mere – men han holdt til overraskende meget på Syd for Solen
Jeg er sgu ret imponeret over Iggy Pop på sine gamle dage.
I 2016 så jeg ham flå NorthSide sønder og sammen i kølvandet på comebackpladen ‘Post Pop Depression’, og helt problemfrit gentog han succesen året efter på den nu hedengangne festival Haven.
Det var dengang slet ikke til at mærke, hvor gammel og hærget manden egentlig er, eller hvor meget lort han har været igennem (ej heller hvor meget lort han selv har forårsaget, men det er en historie til en anden tid).
Seks år er gået siden da, og det kunne tydeligt mærkes under hans koncert på Syd for Solen. Iggy Pops vokal er rent ud sagt blevet svagere, og den 76-årige musiker har ikke nær så meget spræl, som han havde for bare få år siden.
Bevares, han havde skam overskud til at bevæge sig kækt og lave alle mulige animerede fagter. Men han er ikke det vilde og uregerlige bæst, han var i gamle dage.
Respekt for, at han dog tydeligvis gav den alt, hvad han kunne. En pæn håndfuld linjer blev ikke leveret med tilstrækkelig timing, og særligt hans konsonanter blev lidt mumlende. Men når han lød bedst – helst efter en lille instrumental sektion – lød han nærmest som i sin storhedstid.
De flabede verslinjer på ‘Lust For Life’ trak gevaldigt på smilebåndet, selvom jeg har hørt dem tusindvis af gange – så god var hans levering. Og den lumre stemning på det knap så udfordrende Stooges-deepcut ‘I’m Sick of You’ gik lige i hjertet. Det var et genialt valg at hive den sang frem igen, for den passer enormt godt til, hvor Iggys stemme er nu.
Med sig på scenen havde Iggy syv (!) rigtig dygtige, markant yngre musikere. Selv kaldte han dem for »The Free Band«, og umiddelbart bestod bandet da også primært af musikere fra Iggys 2019-album ‘Free’. Det er ikke et af hans bedre værker, men musikernes tekniske kunnen var upåklagelig.
Især de to guitarister formåede at balancere mellem det solide håndværk og den grimme vildskab, der definerer de mange Stooges-skæringer. Der var godt med blueset smæk på ‘Search and Destroy’, og nogle frække westernlicks gjorde sit for at sælge sensualiteten under et stille spoken word-stykke på ‘I Wanna Be Your Dog’.
Derimod var jeg slet ikke fan af den blæserduoen. Det er stærkt begrænset, hvor mange sange i Iggys bagkatalog, der lægger op til tilføjelsen af trækbasun og trompet (så hellere saxofon som på ‘Fun House’), og langt hen ad vejen var blæserarrangementerne alt for pæne og harmoniske.
Så meget som guitaren klædte ‘Search and Destroy’, gjorde hornene sig umage for, at det skulle føles som et Las Vegas-show. På ‘Loose’ gjorde blæsernes input, at det ellers onde guitarriff pludselig føltes helt pænt, og en ellers spændende guitarsolo blev nærmest totalt overdøvet. Starten på ‘The Passenger’ lød næsten som et ska-nummer.
For dog at være fair mod blæserne, havde de deres momenter. Trompeten gik smukt i ét med guitaren på ‘Mass Production’, og blæserne var næsten lige så makabre som ‘Fun House’-saxofonen, da vi nåede ‘I Wanna Be Your Dog’, ‘Gimme Danger’ og ‘TV Eye’. Den lumre stemning på ‘You Make Me Sick’ fungerede også stærkt med blæs på.
Men de føltes oftere som distraktioner fra det faktum, vi helst ikke måtte indse: Nemlig at Iggy snart ikke holder til meget mere. Han holdt til overraskende meget på Syd for Solen, men hvis der skal fyres op for endnu flere distraktioner næste gang, har jeg set nok Iggy Pop-koncerter for nu.
Tak for musikken, Iggy – det var sjovt, mens det varede.
Kort sagt:
Iggy Pop er ikke det vilde og uregerlige bæst, han var i gamle dage, men han var ikke desto mindre påfaldende fyldt med energi på Syd for Solen. Desværre sugede en alt for pæn blæserduo ofte faren ud af de beskidte kompositioner.