I sidste måned skrev vi, at Travis Scott var i København for at skyde en musikvideo med Nicolas Winding Refn, men nu viser det sig, at shootet i Kødbyen faktisk slet ikke skulle bruges til en musikvideo, men til en film.
Den film er naturligvis ‘Circus Maximus’, som rapperen annoncerede under sin headliner-koncert på weekendens Rolling Loud Festival i Miami. Filmen rammer de amerikanske biografer på torsdag, og dagen efter udgiver Scott sit imødesete fjerde album, ‘Utopia’.
Indtil nu har både albummet og dets visuelle sidestykke været indhyllet i mystik, men Scott har netop delt plakaten for ‘Circus Maximus’ på Instagram, hvor Nicolas Winding Refn altså står listet som medinstruktør.
Foruden Refn og Scott selv tæller listen over filmens instruktører også Gaspar Noé, Valdemar Jóhannsson, Kahil Joseph og Harmony Korine.
Det fremgår desuden af plakaten, at ‘Circus Maximus’ er blevet filmet i blandt andet København. De resterende lokationer tæller Frankrig, Nigeria, Italien samt Island, hvor medinstruktør Valdemar Jóhannsson har hjemme.