Travis Scott har planlagt en stort opsat koncert senere denne måned i forbindelse med sit kommende album ‘Utopia’. Rapperen har nemlig booket pyramiderne i Giza som sit koncertvenue.
Det kommer dog ikke til at ske, hvis Det Egyptiske Musiksyndikat har noget at skulle have sagt. Og det har de formentlig, for det er dem, der har ansvar for at skulle godkende offentlige optrædener.
Tirsdag morgen udmeldte Det Egyptiske Musiksyndikat, at koncerten var aflyst. »Syndikatets formand og bestyrelse har besluttet at annullere sin udstedte tilladelse til den slags koncerter, der modstrider den egyptiske kulturs identitet«, skrev syndikatet ifølge Egyptens største avis, Al-Ahram.
Al-Ahram meddeler, at syndikatet yderligere skrev: »Syndikatet er forpligtiget til at bevare sikkerheden og stabiliteten i vort elskede hjemland, og vi afviser enhver handling, der modstrider landets samfundsværdier«.
Scott annoncerede koncerten tidligere denne måned, men siden da har massive bevægelser på sociale medier i Egypten kørt kampagner for at koncerten skal aflyses.
Al-Ahram rapporterer, at modstanderne anklager Scott for at være involveret i »anti-egyptiske afrocentrisme-dagsordener«, »sataniske ritualer« og handlinger, der »krænker samfundets værdier«.
Al-Ahram meddeler, at en af Scott-koncertens højest profilerede modstandere er sagfører Amr Abdel-Samie, der på tværs af tv-optrædener og aviskronikker har beskrevet Scott som »frimurerisk, satanisk og en djævletilbeder med en mørk historik«.
Det skal dog siges, at modstanden mod Travis Scotts koncert ikke kun skyldes de her meget langt ude anklager. Al-Ahram skriver, at modstanden også skyldes katastrofen ved Scotts Astroworld-festival, hvor ti mennesker mistede livet.
Live Nation, der skal afvikle Scotts Egypten-koncert, erklærer dog, at koncerten ikke er aflyst. »Der har ikke været nogen ændringer til Travis Scotts optræden i Egypten; alle rapporter, der påstår det modsatte, tager fejl. Vi kan ikke vente med at fejre ‘Utopia’ med jer i Egypten.
Hvis koncerten vitterligt bliver aflyst, vil det ikke være første gang, vi hører om den slags fra det egyptiske musiksyndikat. Tidligere bandlyste de midlertidigt hele den populære Mahrganat-genre, fordi den har rødder i landets 2011-revolution. I 2017 bandlyste de det libanesiske rockband Mashrou’ Leila, fordi et medlem af publikum fremviste et pride-flag under en koncert i Kairo.
Så det bliver spændende at se, hvordan Travis Scott-sagen yderligere kommer til at udvikle sig, når musiksyndikatet og Live Nation er så uenige om, hvordan situationens fakta lyder.