Lizzo blev tidligere på ugen anklaget for at have chikaneret og udskammet tre af sine tidligere dansere, som alle hævdede, at hun fostrerede et usundt arbejdsmiljø.
Det har nu fået Lizzo til at alliere sig med en af de mest omtalte forsvarsadvokater i den amerikanske underholdningsbranche, Marty Singer.
Singer har tidligere forsvaret folk som Johnny Depp, Bill Cosby, Chris Brown og Brett Ratner.
Lizzo har benægtet alle anklagerne, som hun beskriver som »falske påstande«.
Hun har videre udtalt: »De her sensationslystne historier kommer fra tidligere ansatte, der allerede har indrømmet offentligt, at de fik at vide at deres adfærd under turnéen var upassende og uprofessionel«.
Marty Singer har lavet sin første taktiske manøvre på Lizzos vegne, da han i går delte en audition-video af en af anklagerne, Ariana Davis, der roser Lizzo til skyerne, da hun skal beskrive sin tid hos Lizzo.
I en udtalelse til TMZ sagde Singer: »Dette lyder ikke som ordene fra en, der blev chikaneret eller diskrimineret af en person, vedkommende beskriver som ‘Dronningen’«.