KOMMENTAR. Jeg så et meme på Reddit den anden dag, der indkapsler den nuværende Lizzo-hetz meget godt.
Det var den der ork fra ’Ringenes Herre’, der siger: »Looks like meat’s back on the menu, boys!«
Men i stedet sagde orken: »Look’s like fatshaming’s back on the menu boys«, og pegede på et billede af Lizzo.
Sådan har stemningen virkelig været denne uge.
For hold da mobbefest, hvor har der været gang i internettet, siden Lizzo blev anklaget af flere af de dansere, som hun har været på turné med, for at skabe et giftigt arbejdsmiljø, hvor mennesker blev fatshamet og udsat for sexchikane.
Det har åbnet for sluserne for en flodbølge af fatshaming mod Lizzo, der ikke kritiseres, så meget som hun jordes.
Tilsvingerne er overalt: »Hun er bare en fed ko« og »dette er årsagen til, at jeg ikke kan lide fede mennesker«, er blandt de mere milde kommentarer fra Facebook og X (tidligere kendt som Twitter). Andre er for vulgære eller grove til, at jeg vil gentage dem her.
Tilsviningerne har været så grove, at Lizzos egne fans tigger hende om at slukke for kommentarer på hendes Instagram, så hun slipper for at se dem.
Der er tydeligvis mange, der længe med nød og næppe har holdt hadet indenbords, og som nu ser deres snit til at få afløb for deres afsky.
Her må jeg lige kort stoppe op og understrege: Anklagerne mod Lizzo er alvorlige, og den slags adfærd, der beskrives i dem, er modbydelig.
En af beretningerne i søgsmålet går blandt andet på, at Lizzo tvang en af danserne til at røre ved nøgne optrædende ved et sexshow i Amsterdams Red Light District. Andre steder beskrives et ekstremt ubehageligt arbejdsklima.
Siden er flere trådt frem med lignende vidnesbyrd, som blandt andet den Oscar-nominerede dokumentarfilmskaber Sophia Nahli Allis, der i en periode arbejdede på en film om popstjernen. Hun kalder Lizzo en »narcissistisk mobber« og beskriver også et ubehageligt arbejdsmiljø.
Det er ikke rar læsning.
Jeg kan også godt se det paradoksale i, at en kunstner, der har gjort sig til talspersonen for nonstop positivitet, rummelighed og tolerance ifølge de her anklager har praktiseret helt andre ting bag scenen. Er anklagerne sande, fremstår Lizzo meget hyklerisk.
Som dansernes advokat har udtalt:
»Den forbløffende måde, Lizzo og hendes managementteam behandlede deres ansatte på, synes at gå imod alt, hvad Lizzo står for offentligt, mens hun privat udskammer sine dansere på grund af deres vægt og nedgør dem på måder, der ikke kun er ulovlige, men også demoraliserende«.
Lizzo har siden afvist anklagerne og kaldt dem »falske påstande«, men de fortjener at blive taget alvorligt. Jeg er altså ikke ude på at forsvare Lizzo her.
Jeg forsøger bare at sige, at selv hvis Lizzo har fatshamet andre, giver det ikke alle carte blanche til at fatshame hende.
Det burde faktisk være ret åbenlyst. Hvis vi dømmer Lizzo for angiveligt at have fatshamet andre, så kan løsningen vel ikke være, at vi reagerer ved at fatshame Lizzo?
Det bliver lige lovlig øje-for-øje-agtigt, og vi lever jo heldigvis ikke i Det Gamle Testamentes tid.
Alligevel skal man ikke klikke meget rundt i alverdens kommentarspor eller tråde, før man finder massevis af folk, der sviner Lizzo på det groveste – oftest med hendes vægt som målskive.
Dermed er dansernes anklager, der burde tematisere det problematiske ved fatshaming, blevet brugt som en undskyldning for at fatshame endnu mere. Ingen taler om kropsudskamning. Alle har for travlt med at korsfæste Lizzo.
Fejlslutningen synes at være, at hvis den kropspositive popstjerne selv har vist sig at praktisere bodyshaming, så må vi andre fandeme også.
Hvilket hverken er særlig logisk eller sympatisk. For at sige det uden omsvøb: Det må være muligt at kritisere Lizzo uden at kalde hende fed.
Så nej, selvfølgelig er den type adfærd, der beskrives i anklagerne, på ingen måde okay, og hvis den har fundet sted, skal den fordømmes.
Men derfor behøver vi ikke at opføre os som orker, der savler efter en gang fatshaming. Lad os hellere få berettiget og saglig kritik tilbage på menukortet.