Det skabte forargelse, da Kanye West sidste år markerede sig med en række antisemitiske budskaber.
Men rapperens historie med sådanne udtalelser går angiveligt længere tilbage. I en artikel fra The New York Times fortæller tidligere ansatte i Adidas – Kanyes gamle kommercielle samarbejdspartner – hvordan West handlede og udtalte sig antisemitisk langt før.
Allerede i 2013 skulle han i løbet af et møde have »taget en skitse af en sko« og »tegnet et hagekors« for at udtrykke sin utilfredshed med designet.
Derudover skulle West have opfordret Adidas-kollegaen Jon Wexler til at »hænge et billede af Hitler i sit køkken og kysse det hver dag for at øve sig i ubetinget kærlighed«.
Senere har West angiveligt også fortalt kolleger, at han overvejede at kalde albummet ‘Ye’ for ‘Hitler’, og at han synes, Hitler var en »mesterlig markedsfører«.
Slutteligt påstår artiklen, at Kanye West i 2018 skulle have fortalt Adidas, at han havde betalt et forlig i millionklassen til en chef, som anklagede ham for at »hylde Hitler« og »skabe et fjendtligt arbejdsmiljø«.
Adidas stoppede i sidste år deres samarbejde med Kanye West.
Rapperen forbereder disse dage et comeback på musikscenen.