De er ikke et punkband.
Det har Fabräk understreget til både koncerter og i interviews. Og med deres nye single, som Soundvenue har premiere på i dag, lader de virkelig til at mene det.
For på ‘Ik fake længere’ lyder det, som om Anton Dyrby og Sixten Rasmussen i stedet har besluttet sig for at lave rendyrket rapmusik.
Pist væk er lydene af forvrængede rockinstrumenter, man ellers kender duoen for. I stedet starter deres nye nummer med et pumpende, minimalistisk Jersey club-beat og den ene hurtige linje efter den anden.
»Alting er relativt, lyt min bror / Skal på et fly for at se min mor«, lyder det for eksempel fra Sixten Rasmussen, som var han Branco i slidte jeans og nedknappet skjorte.
»Vi kommer begge to ud af hiphoppen, og det er fedt at udgive noget hiphop igen«, fortæller duoen Soundvenue om deres nye lyd.
»Vi har lavet en masse musik i år, som vi glæder os meget til at vise alle. ‘Ik fake længere’ ville ud først. Vi vil ikke love noget som helst, andet end at vi gør os umage, og at vi fucking elsker at lave musik«.
I 2022 udgav Fabräk deres debutalbum. Siden har duoen udgivet en ep og spillet en række koncerter, som ifølge dem selv har været ret spektakulære.
»Sidste år var helt fantastisk«, fortæller de. »At stå på scenen i Store Vega foran så pakket en sal med så mange fantastiske mennesker nede i publikum og venner oppe på scenen – Baske, Artigeardit, Øndi – som bare fuldstændig eksploderer sammen i en kæmpe fest med en masse elguitar og trommer og bas. Det var uden tvivl noget af det vildeste, vi har oplevet«.
Nu er spørgsmålet så bare, om deres kommende shows kommer til at byde på dj og hype-man i stedet for eksploderende elguitar.
‘Ik fake længere’ af Fabräk er ude på streaming fredag den 24. november.