Der har i mange år hersket fred og fordragelighed på den danske musikscene.
Der er ingen rappere, der beefer med hinanden, og ingen store rockrivaliseringer. I 2022 fokuserer vi hellere på sammenhold end på splid. Vor tids musikere er mestendels gode venner. Alle kan lide hinanden. I hvert fald på overfladen.
Det er selvfølgelig til dels en god ting, at musikbranchen demonstrerer, at man sagtens kan føre en konfliktfri tilværelse. Især i en tid, hvor krig og pandemi er gået fra at være fjerne fænomener til lige lovlig reelle begivenheder tæt på livet.
Men samtidig er det svært ikke at føle, at sådan en gnidningsløs, The Shire-agtig fredsommelighed er meget tæt på magelighed. For hvor er oprøret henne? Må musikken og musikerne ikke også gerne bryde bordfreden i ny og næ? Måske endda sætte et enkelt spørgsmålstegn eller to ved den etablerede orden – lidt som Kidd og Iceage gjorde for omkring ti år siden?
»Musikbranchen er fucking artig, mand«, siger Anton Dyrby, da jeg spørger, om der ikke mangler lidt revolutionær energi på den danske musikscene.
Jeg har mødt ham og duoen Fabräks anden halvdel, Sixten Rasmussen, i en tattooshop i Studiestræde i København. Et passende sted at mødes, da begge er tatoveret fra top til tå – og fordi Anton arbejder der, selvfølgelig.
Anton fortsætter: »Det er blevet normalt at være en popartist. Selv når du er rapper, er du popartist! Der er ikke noget sejt i at være rapper. Der er kommet sådan en tak-kultur, hvor man skal sige ting som: Tak til Spotify for at dele min sang!«.
Det er fredag, da jeg møder duoen, og der er præcis en uge til, at Fabräks debutalbum ’Rige børn leger bedst’ udkommer. Der er planlagt en releasefest på Søpavillonen sammen med Soundvenue, der ender med at stikke så meget af, at Anton ryger på hospitalet. Der er spænding i luften.
Passende nok, for ‘Rige børn leger bedst’ er også et album, der sitrer af elektrisk, ikonoklastisk energi. Det er sådan en udgivelse, hvor man tænker: Endelig er der nogen, der siger tingene, som de er. Uden filter, som man siger i Insta-tidsalderen.
»Jeg tror, at grunden til, at folk synes, vi snakker frit fra leveren, er, at der er en artig kultur mellem artister«, griner Anton. »Bare det, at man er lidt mindre artig, gør, at så er man pludselig fucking syg i hovedet«.
Fra Ungeren og Bosnien til »rappernes Tinder«
Hvordan bliver man så frygtløst bramfri, at folk tror, man har en skrue løs? Måske skyldes det, at duoens ene halvdel er formet af Ungdomshuset-punk og Christiania-rap, mens den anden har været Østeuropa rundt med et smadret metalband?
Begge Fabräk-medlemmers tidlige år kunne fylde en hel artikel – hvis ikke en ungdomsroman – men her kommer den korte version. Lad os starte med at give Sixten ordet.
»Da jeg var otte eller ni, spillede jeg klassisk klaver. Jeg begyndte at lave mine første rapbeats, da jeg var 13 eller 14. Da jeg var 15 år, lavede jeg ikke andet end at ryge weed og høre MFS, som er sådan en rapgruppe med pushere fra staden, der blandt andet har lavet nogle syge ting med Lukas Graham«.
»Samtidig gik jeg på den alternative skole, hvor vi spillede Depeche Mode-covers og sådan nogle ting. Jeg begyndte at høre meget punk, da Ungdomshusets riots begyndte. Jeg hørte også en del techno i Ungdomshuset. Sådan noget musik, hvor man skal have det helt blæst for at magte at høre det i mere end ét minut. Da jeg var 20 år, blev jeg kæmpe Young Thug-fan. Jeg kunne lide det melodiske, han bragte ind«.
Mens Sixten via stop i Ungdomshuset og på Christiania endte som Thug-fan, var den anden Fabräk-halvdel på Europa-tour med et metalband. Anton tager over:
»Da jeg var 12-13, skatede jeg meget, men jeg var fucking dårlig til det, for jeg var alt for bange for at slå mig. Men mange af de der skatervideoer havde fucking meget punk med. Én havde Nirvanas ’Smells Like Teen Spirit’, og den fangede mig i den helt rigtige alder«.
»Min far havde en gammel guitar, og jeg tror, jeg nørdede alle genrer af rockmusik eller guitarpræget musik. Jeg havde fucking mange lortebands. På et tidspunkt var jeg helt bidt af rockabilly og havde lædervest og slikhår. Jeg var ligeglad med, hvad folk tænkte«.
»Da jeg var 16, kom jeg ind i et metalband, hvor vi rejste Europa rundt på turné. Det var en tidlig form for sabbatår, hvor jeg fandt mig selv, for når du er på en tourbus i Østeuropa med nogle gutter, der er fem år ældre end dig, kommer man ud i nogle mærkelige situationer. Vi kom blandt andet i karambolage med den bosniske mafia og overnattede i et eltårn i en fabrik. Da jeg kom hjem fra den tour, var der sket et skift«.
Anton og Sixten havde altså, som man kan læse, været omkring lidt af hvert, før de hver især fandt trap-musikken og begyndte at udgive musik i dén genre på Soundcloud – eller »rappernes Tinder«, som Sixten kalder musikplatformen.
Men i modsætning til hidtil antaget, var det ikke via Soundcloud, at de to Fabräk-halvdele mødtes første gang. Faktisk handlede deres første kontakt nogensinde om en kvinde, som de begge var interesseret i.
»Jeg var inde på hendes Instagram, og til min store skræk havde Sixten kommenteret på alle hendes billeder og liket dem«, griner Anton.
Sixten bryder ind: »Anton skrev til mig, at jeg lige skulle lade være med at slide ind i hendes DM’s, fordi han var vild med hende. Jeg var sådan: Nå, hvem er det her? Vi endte med at holde en session. Vi hyggede os og lavede en hel trap-plade, som ikke er ude. Så en dag lavede vi ’Voldsom’ og havde det meget sjovere med at lave musik, end vi nogensinde havde haft det før. Så lavede vi Fabräk«.
Ikke (kun) et punkband
De to rapperes parløb har nu udmøntet sig i ’Rige børn leger bedst’. Et album, der er blevet til på en slumromantisk måde, der lyder som taget fra Puccinis ’La Boheme’.
»Vi lavede meget musik i vores ven Alberts atelier, som ligger lige ved Rådhuspladsen. Det var koldere end udenfor derinde, men det var mega inspirerende«, fortæller Sixten. »Det var et smadret rum på toppen af en herskabslejlighed. Oppe i loftsrummene. Der var ovenlys gennem vinduerne og helt smadret. Det lignede sådan et sted, hvor man ville sidde og drikke absint og skrive digte…«
Anton bryder ind: »… og skære sit øre af!«
Fabräk skar dog hverken ører af eller skrev (så vidt vi ved) digte, men valgte i stedet at lave et album, der – for at vende tilbage til starten af denne artikel – er en decideret uartig udgivelse. Der bliver ikke talt uden om på sange som ’Daarligt’, ’Voldsom’ og ’Jeg skater ik’’, hvor Anton og Sixten indtager en klar (om end delvist selvironisk) antiposition til deres generations forskellige identitetsmarkører.
Duoen vil ikke definere sig som smarte naturvinsdrikkere, men vægrer sig også imod bare at adoptere eksempelvis skatekulturens præfabrikerede modkultur. Deres sange handler ikke så meget om at angribe én særlig væremåde, men at dekonstruere selve det, at vi hele tiden bliver tilbudt færdigformede uniformer. Om det så er skater, hiphopper eller københavnersmart naturvinsdrikker.
Fabräk er fantastiske til at sætte fingrene på de forskellige måder, vi definerer os selv på. Men de ved også, at de selv er en del af den verden, de så frydefuldt håner.
»’Rige børn leger bedst’ handler om det paradoksale mellem at leve en livsstil, hvor man sviner verden lidt til. Men samtidig prøver at købe de rigtige varer for at redde verden«, som Sixten formulerer det. Selv om de før har fortalt Soundvenue, at de maks bruger ti minutter på et nummer, formår deres sangskrivning at kortlægge deres komplekse relation til omverdenen.
Sixten har en teori om, hvordan det kan lykkes: »Nogle gange tænker man hurtigere, end man giver sig selv credit for. Nogle gange kan en sang handle om meget mere, end man selv lige regner med, når man laver den«.
Det er heller ikke kun i duoens selvbevidste anti-attitude, at der er flertydige ting på spil på ‘Rige børn leger bedst’. Albummet lyder skiftevis inspireret af alt fra Soundcloud-rap og Young Thug til Gang of Four og Joy Division. Sangskrivningen er mere kompleks, end man måske kunne tro ved første lyt.
At dansehade eller ikke at dansehade
Et interessant greb, duoen bruger, er en række karakterer. Der er den hæmningsløse »nøjerntype«, den kun på overfladen farlige ’Papirtiger’ og så selvfølgelig den decideret ufestlige ’Dansehader’.
»Når vi har skrevet sange, har vi prøvet at forestille os, at vi har en samtale med for eksempel ‘Enlandennøjerntype’. Sådan en, der kun går i skole for at score damer i sin læderjakke. Så bliver det nemmere at skrive. Vi opbygger ikke en karakter, men finder nogle sider i os selv, der har de her personlighedstræk«, som Anton formulerer det.
Sixten supplerer: »’Dansehader’ er også ret mildt – at tage pis på folk, der altid vil have, at man skruer ned. Der er taget til København og bare gerne vil have, at der er stille. Det er lidt sjovt: Ja ja, det er fucking hårdt for dig, at folk larmer!«.
Som så ofte hos Fabräk viser Dansehaderen sig dog at være en tvetydig skikkelse.
På ’Rige børn leger bedst’ er der således to numre, der bærer den titel. En paradoksalt festlig sang sunget fra dansehaderens perspektiv, og albummets melankolske slutnummer, der er sunget til Dansehaderen.
»Sixten fik ideen til ’Dansehader’, men vi misforstod hinanden. Han havde skrevet sangen, som om han blev drillet af Dansehaderen. For mig var sangen at være Dansehaderen«, forklarer Anton. Men den her skikkelse, der ikke er fan af rytmisk bevægelse til musik, var også noget, der indkapslede lockdown-tiden for duoen.
»Der var fucking mange dansehadere under corona«, siger Anton. »Sådan nogle, der ringede til politiet, hvis folk holdt sammenkomster med mere ned otte mennesker. Det blev helt som med 70’er-børnene mod deres 50’er-forældre«.
På den måde er Dansehaderen et godt eksempel på Fabräks impulsive, men snigerisk flertydige sangskrivning. Det er både en karakter, de lever sig ind i, gør nar af og bliver drillet af. Samtidig med at Dansehaderen fungerer som allegori for pandemiens generelle rolle som spielverderber. For var corona ikke verdenshistoriens største dansehader?
Dansehaderen er muligvis den ultimative lockdown-karakter, men ’Rige børn leger bedst’ er i virkeligheden primært et gennemført post-pandemisk album. Det er skabt til at blive oplevet live.
Duoen taler meget om deres forestående turné. Fabräk skal også spille til Soundvenues nye tredages festival INPUT i maj. Verden er åben igen, og det er på scenen, musikken for alvor kommer til sin ret.
Fabräks musik skal mærkes i kroppen og overdøve alt. Ikke hyggelyttes. »Det skal ikke køre som underlægningsmusik i baggrunden. Det påkalder sig opmærksomhed. Det, synes jeg, er fedt«, som Sixten siger.
Her er vi måske tilbage til det, Anton talte om i starten: Fabräk er ikke hyggelige og artige. De larmer, smadrer og tvinger dig op af sædet. Så kan man enten vælge at være med til festen – eller være en dansehader.