4Batz ‘Act III: On God? (She Like)’
‘Act III’ starter med en dramatisk synth efterfulgt af et producer-tag. I videoen fremviser kunstneren guldtænder, mens han står i en skimaske omgivet af sit slæng. Han tømmer sin kop ud på gulvet, mens musikken cutter, og han siger »She like« med en dyb stemme, og man forventer nærmest automatisk, at et hårdkogt drillbeat går i gang.
Men det gør det ikke. I stedet begynder en fløjlsblød, androgyn soulvokal at synge sit hjerte ud. Drillbeatet kommer aldrig, omend bassen da er kraftig af en soulsang at være.
Lyden kommer dog næppe som en overraskelse, hvis man allerede er bekendt med 4Batz, der i 2023 udgav sine to første singler, ‘Act I: Stickerz “99”‘ og TikTok-hittet ‘Act II: Date @ 8’. Sidstnævnte har givet ham så kolossal medvind, at Drake denne uge er hoppet med på et remix.
4batz kan meget vel blive uundgåelig her i 2024, hvis han spiller sine kort rigtigt. For hans karriere er godt nok kommet fornemt fra start.
Kind Mod Kind feat. Kundo ‘Til mit hjerte stopper’
Klubpop-bandet Kind Mod Kind har langt om længe albumdebuteret med ‘</3’, og der er nogle vilde features på tracklisten. Men side om side med Medina og Safri Duo formår den spirende Vejle-rapper Kundo alligevel at stikke ud, blandt andet fordi han går så smukt i ét med det slagkraftige beat.
Kidd ‘Maserati’
Punk-Kidd? Ja tak! ‘Maserati’ er klart den mest overraskende og mest vellykkede sang på Kidds nye album ‘Og så videre’. Den har noget af den samme uslebenhed og vildskab, der fik Kidd til vække opsigt i 2011, men uden at lyden på nogen måde hænger fast i fortiden.
Karoline Funder ‘Vores forhandling’
Kalder alle Guldimund-fans! Karoline Funder kan meget vel være din nye musikalske kærlighed med hendes konverserende hverdagspoesi og sin æteriske indiefolk-lyd. Funder fortæller at hendes næste single lander 10. maj og at en større udgivelse udkommer til efteråret.
TisaKorean ‘Ucci’
Det er egentlig et under, at hiphopgenren bop ikke har været en TikTok-sensation endnu. Den er som skræddersyet til hurtigt at få opmærksomheden med de travle lydbilleder, hvor synths, bas og vokal slås om opmærksomheden. TisaKorean, der ellers typisk har bevæget sig i snap-genren, har mestret bop-lyden med sin nye single.
Faza ‘Drunk Talk’
Da Faza singledebuterede gav han mindelser om en ung Jamaika. Hans debutkoncert til Vegas Udvalgte demonstrerede en markant større stilmæssig spændvidde, men på denne andensingle er vi tilbage til hjerteskærende vibrato-croon, hvor man kommer helt tæt på Faza.
Jean Dawson ‘Taste Like Metal’
Rockfornyeren Jean Dawson har denne uge udgivet ep’en ‘Boohoo’, og særligt det maleriske afslutningsnummer ‘Taste Like Metal’ er en rutsjebanetur af følelser med sit ømme klaver, strygerne og den tunge distortion på omkvædet, der til sidst bliver accentueret af en dejligt støjende guitarsolo.
Mike & Tony Seltzer ‘Underground Kingz’
Tony Seltzer er efterhånden blevet en af hiphopundergrundens yndlingsproducere, og den evigt abstrakte rapper Mike har allieret sig med ham til et helt mini-album. Et højdepunkt er den skrattende chipmunksoul på ‘Underground Kingz’, hvor Mikes flow også er i sit es.
Machinedrum feat. Tinashe ‘Zoom’
Machinedrum er især kendt for sine footwork-produktioner, men her kaster han sig over noget luftig drum’n’bass, der bliver kontrasteret smukt af Tinashes store stemme. Sangen er en forsmag på Machinedrums album ‘3for82’, der udkommer 24. maj.
Agnes Ea ‘Arterier’
Du lagde måske mærke til Agnes Ea, da hun sidste år gæstede Uden Ords andet album. I år har hun lanceret en karriere i egen ret, og den funklende altpop-skæring ‘Arterier’ viser ganske smukt, hvorfor hun er værd at holde øje med. Når den svirrende synth står alene til sidst efter et bragende omkvæd, kan lidt gåsehud godt snige sig frem.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: